Vi holder ferie ved Ringkøbing Fjord.
Vi har kun lidt net, der vil ikke blive besvaret mail, i denne uge
Vi er tilbage i uge 8 igen
Lidt af en fortsaettelse af den forrige blog.
Vinteren gik godt for baade min Bror og jeg. Vi tjente ikke store penge men der var heller ikke nogen rigtige omkostninger. To gange om maaneden koerte vi hjem og besoegte Far og Mor, og der gik saa et par Dollar eller tre. Ud over det var der saa en anden tre Dollars om maaneden for tobak, for mig, min bror roeg ikke.
Vi kunne godt maerke at den slags arbejde som vi havde gav muskler hvor vi aldrig taenkte paa at have muskler. Benene og skuldrene var naesten det dobbelte af det vi havde i begyndelsen. Paa mange maader var det godt, men der var tider hvor det var knap saa godt. Alle de andre var bevirket paa samme maade og det gjorde at de skulle til hver en tid proeve hvem var den staerkest. Hverken min bror eller jeg ville i slagsmaal med nogen af dem, og derfor blev vi kaldt mange forskellige ting. Til at begynde med var det maaske ikke saa slemt, men saa for at faa os til at slaas, igen for at vide hvem var den starkest, skete det at de lavede havari paa bilen som min Far ejede. Ikke rigtig nogen skade men bare at de lukkede luften ud af hjulene, eller konsistens fedt paa vinduerne, i det hele taget irriterende.
Vi holdt det ud resten af vinteren og saa midt i April blev det for varmt til arbejde og vi blev afskediget med loefte at vi ville komme igen naeste efteraar.
Jeg tror min Bror gik tillage til Farmen hvor min Far arbejdede. Jeg ville fasted Sydpaa igen, jeg var helt sikker paa at alle mine venner ville tage imod mig med aabne arme. Det maa jeg ikke have givet grund til for der var ingen som huskede hvem jeg var.
For det meste var de alle Nordmaend i denne egn og de var vaeldig flinke. Jeg besoegte en familie i den by hvor jeg havde vaeret aaret foer og de havde venner i naerheden som havde en stor farm og maaske der var arbejde. Vi koerte derover naeste morgen og , Ja han kunne godt bruge en karl for et par maaneder.
Han var en rigtig kraftig mand, af Svenske foraeldre og han kunne slet ikke forstaa hvorfor hans soen og jeg naar vi hjalp hinanden, ikke kunne loefte en staal-toende, med to hundred liter diesel braendstof for traktoren, op bag i en lastbil for det kunne han da nemt selv goere.
Lige foer foraars arbejdet skulle begynde skulle han da lige have et svin slagtet. Jeg spurgte om jeg skulle bringe frontlaesseren over til grisestien men nej, det skulle han nok selv soerge for. Ti minutter senere kom han med et 200 pund svin under den ene arm og en stige under den anden. Stigen blev laenet imod garagen, grisen blev aflivet og haengt paa stigen og i loebet af faa minutter havde han skoldet den i en stor balje, naesten kogende vand og saa skrabet alt haar af den. Vi fik svine lever til middag samme dag.
Ja han var haard at arbejde for, men det var jo det at han aldrig forlangede noget af hverken hans soen eller mig, noget han ikke selv kunne goere hurtigere og lisaa godt.
Da det saa var tid til at arbejde I marken, fik hans soen og jeg hver en traktor og en kultivator og det gik saa fra morgen til aften. Aftenen blev ved til morgenstunden, og saa kom han ud med lastbilen og en toende med diesel og morgenmad. Harry, hans soen og jeg spiste vores morgenmad imens Harry’s Far fyldte tanken og smurte tractor og cultivator. Jeg troede nu at det var bare i begyndelsen af foraars arbejdet at vi skulle skynne os, men nej det blev ved. Klokken tolv, middag kom han igen med mad og drikke, men denne gang havde han en lille pille med som vi lige skulle ha ned med lidt vand. Jeg spurgte om hvad det var og han sagde bare at det var en “Vaagen” pille og forklarede at man kunne nemt holde sig vaagen I en hel uge hvis man bare fik een af de piller om dagen.
I loebet af et par dage var vi langt nok fremme at Harry kunne begynde at saa, jeg skulle proeve om jeg kunne holde mig foran, og det var nu knap nok, for saaningen gik meget hurtigere end cultiveringen. Hver dag og aften kom Harry’s Far med braendstof og mad og selvfoelgelig de smaa piller.
Heldigvis fik vi en regnskylle, nok til at vi ikke kune arbejde I marken, og saa sovede vi, baade Harry og mig.
Jeg sovede I godt tyve timer, jeg ved ikke hvor laenge Harry sovede, men da jeg vaagnede var jeg hverken sulten eller toerstig, jeg havde bare en pine I mit bryst. Det fik jeg at vide havde slet ikke noget med pillen at goere men det var fordi jeg var for rundrygget naar jeg sad paa traktoren.
Et par dage senere blev jeg alvorlig syg og maatte til Doktor. Der var ingen forsikring den gang saa man skulle selv betale og det var ikke fordi det var saa meget men naar man kun tjener 100 Dollar om maaneden saa er hver Dollar kaer. Harry’s Far sagde at han ville betale hvis bare jeg ikke sagde noget om pillerne. Det lovede jeg saa, men Doktoren var slet ikke dum, det foerste han spurgte om var de smaa piller, om jeg havde brugt dem. Han gav mig nogle andre piller og saa maatte jeg love ikke at tage flere af de andre.
Nu var markene toerre igen og vi fortsatte med foraars arbejdet, samme made, Middags mad, Aftensmad, og saa Morgenmad og en lille pille. Denne gang gik det I naesten tre uger og saa var vi faerdige med det. Jeg sovede I to dage, men saa fik jeg at vide at jeg maatte blive der en uge eller to mere og han ville betale samme loen selvom vi slet ikke lavede noget.
En morgen som vi sad ved bordet sad han og saa paa mig. “Det er da nogen forfaerdelig raadne taender du har, kan du ikke faa noget gjort ved dem?” jag forklarede at det havde jeg slet ikke raad til. “Jamen saa vil jeg betale hvis du koerer med mig til byen i eftermiddag.”
Det ville helt sikkert ha vaeret en maaneds loen saa der var ikke andet som at sige Ja tak.
Tandlaegen fik oeje paa et lille skilt som jeg havde i en snor om halsen. Det var een fra Danmark, Doktoren der sagde at jeg maatte aldrig gaa uden den I tilfaelde af uheld. Det viste sig at jeg kunne ikke taale en bestemt slags bedoevning. “Jamen saa goer vi det saadan” sagde Tandlaegen og bandt mine haandled til armene paa stolen og mine ben til stolebenene. Jeg fik et baand over panden og den var bundet til ryggen af stolen. Jeg begyndte at svede, pigen som stod og saa paa det hele blev skidt tilpas og jeg vidste at nu var jeg kommen I klemme.
Det gjorde ondt, ja for pokker hvor det gjorde ondt. Et par gange besvimede jeg, men han var flink nok til at vente paa at jeg kom til igen. Altsaa hvorfor han ikke trak dem ud naar jeg var besvimet, det forstaar jeg ikke, men naa, taenderne tabte, jeg ved ikke om nogen vandt, men jeg kom hjem til farmen og i de naeste to dage sovede jeg slet ikke saa maaske hvis vi havde bare trukket en tand ud hver dag, vi hunne ha sparet de smaa piller.
Dagen kom at jeg maatte rejse derfra og det var ventet, men hvad jeg ikke havde regnet med var at han gav mig en extra 100 Dollars ovenpaa min loen, og de regninger han havde betalt for mig. Ikke nok med det, men han kendte en farmer som skulle paa tur I et fremmed land og paa den grund havde han hyret en mand til at passe farmen og nu var karlen blevet meget syg saa han manglede en anden.
Det var lige noget for mig, nu havde jeg job til efteraaret og den tid den sorg.
Men den skriver vi mere om naeste gang.
mvh Peder Damgaard
