Saturday, November 14. 2009Fra Peder Habekost Damgaard i Canada
Jeg proevede lidt af hvert efterhaanden. Landbrug var nu ikke noget som havde stor interesse for mig.
Jeg rejste Sydpaa den naeste foraar og fik arbejde paa en maelkefarm (dairy farm) og skulle passe 24 malkekoeer. Op klokken seks hver morgen og ud I stalden og goere rent og ny stroeelse foer vi begyndte at malke. Gaardejeren var et ualmindelig dejlig menneske, ja hans kone var osse rar. Man fik den forenmmelse at hvis man lavede noget forkert, ja saa var der masser af tid til at goere det om igen. Jeg arbejdede der I tolv maaneder saa ville min faetter gerne proeve det og samtidig havde jeg den ide at der maa vaere en anden slags arbejde, lidt mere interesant. Jeg vidste helt sikker jeg kunne ikke regne med at faa bedre husly og job som her, men nu var det min faetters tur saa jeg sagde farvel til Chris og Minne og rejste ud paa praerien hvor der dyrkes hvede, byg , raps og hoer. Ejeren var meget flink men man kunne godt foele at det ville vaere best hvis jeg holdt mig til mig selv. Maskineri blev passet ude I gaarden. Hvis der var lidt skrammer saa bare se at faa det malet. Hvis noget var braekket eller taet paa saa faa det gjort ren og svejset og malet selvfoelgelig. Han viste mig hvordan man skulle svejse, hvad hvad man skulle bruge og hvordan det skulle se ud naar man var faerdig. Da kom der en dag hvor han var koert I byen, jeg var alene hjemme og der var en stang paa cultivator som braekkede, ja, men jeg vidste hvordan man svejser saa det er ingen problem. Verner havde fortalt mig at ALDRIG, ALDRIG maa man svejse uden hjelm med sort glas. Den kunne jeg ikke lige finde, og hvad med det, det var jo kun et lille stykke svejsening saa jeg proever uden hjelm. Det gik godt, det blev svejset og det saa godt ud, maling maatte vente til aften for det saa ud til regn og marken skulle vaere faerdig den dag. Godt en times tid senere begyndte det at svie I oejnene, naemest som de var fuld af sand. Det blev vaerre med tiden og det var som det blev moerk I vejret og kuloeren paa traktoren passed heller ikke mere. Jeg blev ikke faerdig men maatte koere hjem med traktor og kultivator, og jeg kunne ikke se godt nok til at koere saa jeg lod traktoren staa og ville gaa resten af vejen hjem. Men nu var det fuldstaendig moerkt og jeg kunne ikke huske hvor “hjem” var. Endelig kom Verner hjem og “fandt” mig. Jeg var paa vej over til naboen og gik med haenderne saa langt ude foran for ikke at kile ind I noget, maskineri, bygning eller hegn. Verner saa mine oejne og det foerste han sagde var “har du vaeret ved at svejse uden hjelm?” Ja det havde jeg, “Jamen det har jeg sagt hundred ad gange at det maa man ikke” sagde Verner. Nu skal vi med det samme ind til byen og ha fat I en Doktor. Doktoren var langt fra sikker paa at jeg nogensinde ville komme til at se igen, han gav mig noget som Verner skulle dryppe I oejet hver fire timer og det sved saa jeg kunne naesten ikke lade vaere at hyle. De naeste fire dage (og natter)saa det sort ud. Verner havde en lommelygte som han skulle lyse I oejnene med og hvis jeg kunne se, selv det mindste, lys saa skulle vi komme til Doktors igen for saa var der noget andet medicin for oejnene. Fjerde dag saa jeg lidt, meget lidt, lys, fik andet medicin og en uge efter var jeg naesten saa god som ny. Vi havde en god hoest og vi fik markene gjort rede for naeste foraar og saa var jeg arbejdsloes igen. Saa kom jeg I tanke om at tage et kursus paa Bibelskolen I Camrose, det ville saa vare til foraar og man kunne finde arbejde igen. Det gik godt nok, det var en dejlig atmosphere paa Bibelskolen, Unge mennesker, min alder og ja det var godt og tiden gik alt for hurting, foraaret kom og med den, mangel paa frisk luft og penge, ja penge, hvis ikke det var for penge saa kunne man gaa og hygge sig altid. Jeg fandt osse et job, men det vil jeg nu ikke bruge tid paa at fortaelle, for han var en kaeltring fra begyndelsen. Jeg blev fyret den foerste maaned jeg var der, fordi jeg ikke ville gaa med til noget af det han ville. Det rimelige ville vaere at han skulle give mig mindst en uges tid til at soege andet job, men I stedet for ringede han til politiet for at fjerne mig. Jeg sad I politi-bilen og var helt daarlig tilpas men saa sagde Politimanden at det skulle jeg slet ikke bekymre mig om for det havde skeet paa denne farm mange gange foer. Hvorfor ingenting kunne goeres ved jeg ikke, men nu var det lidt sent at faa arbejde paa en farm, de fleste farmere var allerede faerdig med foraarsarbejdet. Min Far manglede lidt hjaelp paa farmen derhjemme og jeg havde tid til det saa jeg gik hjem for et par maaneder. Det viste sig saa at jeg blev der til efteraar. Vi faellede traeer til braeder, han ville bygge hus og udhuse og toemmer var nemt nok at koebe men min Far var ikke af de rige mere, han proevede at goere alt saa billigt som muligt. Vi koebte en kaedesav og det var tidsbesparing. Traeerne blev faeldet og savet I laengte og saa ved hjaelp af traktor, flyttet hen til savmoellen. Saa kom der en dag hvor kaedesaven ville slet ikke noget. vi proevede alt men ikke paa vilkaar, ingen udvej, vi maatte ind til byen og faa den repareret. Naeste dag i byen igen for at hente den. Vi maatte hen til pengekassen og betale regningen, en ung pige stod der og smilte imens Far skrev chekken for regningen Da vi kom udenfor sprang jeg op bag i trukken og Far loeftede kaedesaven op til mig, jeg smed en presenning over den og sprang ned ved siden af Far. "Lagde du maerke til den pige som stod for kassen" spurgte jeg, "Hvorfor det " sagde Far. "Hun bliver din svigerdatter med tiden, naar jeg faar arbejde igen saa vil jeg giftes med hende." "Aa Pjat" sagde Far "du kender hende jo slet ikke" Det naeste halvandet aar gik ret godt jeg havde altid arbejde, men jeg var stadigvaek ikke helt godt tilpas, det var altid det samme og jeg ville gerne proeve noget andet. Saa fik jeg arbejde i en slagterbutik, Loennen var daarlig men jeg var kun ti km hjemmefra saa jeg kunne faa husly og foede for rimelige penge og samtidig hjaelpe Far og Mor. En dag kom jeg saa i tanke om at besoege den butik hvor vi havde kaedesaven repareret, for lige at se om min Far's "svigerdatter" var der endnu. Det var hun, jeg koebte en stang chokolade og hun gav mig et paent smil og mit hjerte, ja nok om det. Et par uger senere fik jeg Ja til en Date. Vi gik sammen i et helt aar foer jeg havde raad til en forlovelses ring, men den aften koerte vi saa ud til Far og Mor og praesenterede min forlovede. Aaret efter I juli maaned blev vi gift, det er halvtreds aar siden og hun har stadig det yndige smil. Nu er det vist osse godt for denne gang. I skal bare sige til naar i er traette af at laese. Kaerlig hilsen til jer alle Fra Florence og Peder Damgaard Thursday, February 14. 2008Fra Canada af Peder Damgaard
Lidt af en fortsaettelse af den forrige blog.
Vinteren gik godt for baade min Bror og jeg. Vi tjente ikke store penge men der var heller ikke nogen rigtige omkostninger. To gange om maaneden koerte vi hjem og besoegte Far og Mor, og der gik saa et par Dollar eller tre. Ud over det var der saa en anden tre Dollars om maaneden for tobak, for mig, min bror roeg ikke. Vi kunne godt maerke at den slags arbejde som vi havde gav muskler hvor vi aldrig taenkte paa at have muskler. Benene og skuldrene var naesten det dobbelte af det vi havde i begyndelsen. Paa mange maader var det godt, men der var tider hvor det var knap saa godt. Alle de andre var bevirket paa samme maade og det gjorde at de skulle til hver en tid proeve hvem var den staerkest. Hverken min bror eller jeg ville i slagsmaal med nogen af dem, og derfor blev vi kaldt mange forskellige ting. Til at begynde med var det maaske ikke saa slemt, men saa for at faa os til at slaas, igen for at vide hvem var den starkest, skete det at de lavede havari paa bilen som min Far ejede. Ikke rigtig nogen skade men bare at de lukkede luften ud af hjulene, eller konsistens fedt paa vinduerne, i det hele taget irriterende. Vi holdt det ud resten af vinteren og saa midt i April blev det for varmt til arbejde og vi blev afskediget med loefte at vi ville komme igen naeste efteraar. Jeg tror min Bror gik tillage til Farmen hvor min Far arbejdede. Jeg ville fasted Sydpaa igen, jeg var helt sikker paa at alle mine venner ville tage imod mig med aabne arme. Det maa jeg ikke have givet grund til for der var ingen som huskede hvem jeg var. For det meste var de alle Nordmaend i denne egn og de var vaeldig flinke. Jeg besoegte en familie i den by hvor jeg havde vaeret aaret foer og de havde venner i naerheden som havde en stor farm og maaske der var arbejde. Vi koerte derover naeste morgen og , Ja han kunne godt bruge en karl for et par maaneder. Han var en rigtig kraftig mand, af Svenske foraeldre og han kunne slet ikke forstaa hvorfor hans soen og jeg naar vi hjalp hinanden, ikke kunne loefte en staal-toende, med to hundred liter diesel braendstof for traktoren, op bag i en lastbil for det kunne han da nemt selv goere. Lige foer foraars arbejdet skulle begynde skulle han da lige have et svin slagtet. Jeg spurgte om jeg skulle bringe frontlaesseren over til grisestien men nej, det skulle han nok selv soerge for. Ti minutter senere kom han med et 200 pund svin under den ene arm og en stige under den anden. Stigen blev laenet imod garagen, grisen blev aflivet og haengt paa stigen og i loebet af faa minutter havde han skoldet den i en stor balje, naesten kogende vand og saa skrabet alt haar af den. Vi fik svine lever til middag samme dag. Ja han var haard at arbejde for, men det var jo det at han aldrig forlangede noget af hverken hans soen eller mig, noget han ikke selv kunne goere hurtigere og lisaa godt. Da det saa var tid til at arbejde I marken, fik hans soen og jeg hver en traktor og en kultivator og det gik saa fra morgen til aften. Aftenen blev ved til morgenstunden, og saa kom han ud med lastbilen og en toende med diesel og morgenmad. Harry, hans soen og jeg spiste vores morgenmad imens Harry’s Far fyldte tanken og smurte tractor og cultivator. Jeg troede nu at det var bare i begyndelsen af foraars arbejdet at vi skulle skynne os, men nej det blev ved. Klokken tolv, middag kom han igen med mad og drikke, men denne gang havde han en lille pille med som vi lige skulle ha ned med lidt vand. Jeg spurgte om hvad det var og han sagde bare at det var en “Vaagen” pille og forklarede at man kunne nemt holde sig vaagen I en hel uge hvis man bare fik een af de piller om dagen. I loebet af et par dage var vi langt nok fremme at Harry kunne begynde at saa, jeg skulle proeve om jeg kunne holde mig foran, og det var nu knap nok, for saaningen gik meget hurtigere end cultiveringen. Hver dag og aften kom Harry’s Far med braendstof og mad og selvfoelgelig de smaa piller. Heldigvis fik vi en regnskylle, nok til at vi ikke kune arbejde I marken, og saa sovede vi, baade Harry og mig. Jeg sovede I godt tyve timer, jeg ved ikke hvor laenge Harry sovede, men da jeg vaagnede var jeg hverken sulten eller toerstig, jeg havde bare en pine I mit bryst. Det fik jeg at vide havde slet ikke noget med pillen at goere men det var fordi jeg var for rundrygget naar jeg sad paa traktoren. Et par dage senere blev jeg alvorlig syg og maatte til Doktor. Der var ingen forsikring den gang saa man skulle selv betale og det var ikke fordi det var saa meget men naar man kun tjener 100 Dollar om maaneden saa er hver Dollar kaer. Harry’s Far sagde at han ville betale hvis bare jeg ikke sagde noget om pillerne. Det lovede jeg saa, men Doktoren var slet ikke dum, det foerste han spurgte om var de smaa piller, om jeg havde brugt dem. Han gav mig nogle andre piller og saa maatte jeg love ikke at tage flere af de andre. Nu var markene toerre igen og vi fortsatte med foraars arbejdet, samme made, Middags mad, Aftensmad, og saa Morgenmad og en lille pille. Denne gang gik det I naesten tre uger og saa var vi faerdige med det. Jeg sovede I to dage, men saa fik jeg at vide at jeg maatte blive der en uge eller to mere og han ville betale samme loen selvom vi slet ikke lavede noget. En morgen som vi sad ved bordet sad han og saa paa mig. “Det er da nogen forfaerdelig raadne taender du har, kan du ikke faa noget gjort ved dem?” jag forklarede at det havde jeg slet ikke raad til. “Jamen saa vil jeg betale hvis du koerer med mig til byen i eftermiddag.” Det ville helt sikkert ha vaeret en maaneds loen saa der var ikke andet som at sige Ja tak. Tandlaegen fik oeje paa et lille skilt som jeg havde i en snor om halsen. Det var een fra Danmark, Doktoren der sagde at jeg maatte aldrig gaa uden den I tilfaelde af uheld. Det viste sig at jeg kunne ikke taale en bestemt slags bedoevning. “Jamen saa goer vi det saadan” sagde Tandlaegen og bandt mine haandled til armene paa stolen og mine ben til stolebenene. Jeg fik et baand over panden og den var bundet til ryggen af stolen. Jeg begyndte at svede, pigen som stod og saa paa det hele blev skidt tilpas og jeg vidste at nu var jeg kommen I klemme. Det gjorde ondt, ja for pokker hvor det gjorde ondt. Et par gange besvimede jeg, men han var flink nok til at vente paa at jeg kom til igen. Altsaa hvorfor han ikke trak dem ud naar jeg var besvimet, det forstaar jeg ikke, men naa, taenderne tabte, jeg ved ikke om nogen vandt, men jeg kom hjem til farmen og i de naeste to dage sovede jeg slet ikke saa maaske hvis vi havde bare trukket en tand ud hver dag, vi hunne ha sparet de smaa piller. Dagen kom at jeg maatte rejse derfra og det var ventet, men hvad jeg ikke havde regnet med var at han gav mig en extra 100 Dollars ovenpaa min loen, og de regninger han havde betalt for mig. Ikke nok med det, men han kendte en farmer som skulle paa tur I et fremmed land og paa den grund havde han hyret en mand til at passe farmen og nu var karlen blevet meget syg saa han manglede en anden. Det var lige noget for mig, nu havde jeg job til efteraaret og den tid den sorg. Men den skriver vi mere om naeste gang. mvh Peder Damgaard Sunday, January 13. 2008Peder Damgaard fra Canada det nye år 1954
Det Nye aar 1954
Ja saa er Jul og Nytaar overstaaet. For mig er ferien slut, nu skal der arbejdes. Min Storebror har allerede vaeret paa en savmoelle foer Jul men det var nu ikke et godt sted saa vi proevede at faa arbejde paa en savmoelle hvor vi kunne i det mindste vaere sammen om aftenen. Sproget gik godt nok for os begge og vi snakkede heller ikke Dansk naar der var andre i naerheden, det ville vaere uhoeflig, syntes vi. For at komme op i skoven maatte vi over paa den anden side af Slave-soen (Lesser Slave Lake) og det var kun lastbiler som fik lov at koere over den paa en is-vej. En is-vej er et bredt stykke vej hvor sne er skubbet ud til siderne og vand pumpet op imellem snedriverne. Det fryser saa i loebet af kort tid og saa pumpes vand igen, til der er godt en halv meter tyk is at koere paa. Vi var heldige i at vi kunne komme i skoven kort efter Nytaar. Lastbilen vi kom med var en naesten ny Tre-tons Chevrolet og paa vejen derop, jeg siger op for det var Nordpaa, bestemte vi at naar vi havde penge nok til det ville vi koebe en lastbil og selv fragte toemmer ud. Det blev der altsaa aldrig noget af idet vi saa hvordan de lastbiler blev ramponeret i loebet af bare een vinter. Det var gerne nogen som soegte arbejde i skoven, gik imod advarslen foer de kom paa vejen over soeen og dermed blev skyldige i faerdsels uheld, og jeg forstaar det ikke rigtig, men det var altid lastbilerne det gik ud over for de kunne ikke faa kascoforsikring saa de koerte sommetider for langt ud i siden for at undgaa uheld. Det skete de vaelted, eller ramte et trae, men for det meste var det bare at de sad fast og skulle saa vente paa en anden lastbil til at traekke dem derfra, det gik sjaelden uden skrammer. Fra Slavesoeen op til savmoellen var der godt halvtreds km og det to halvanden time, jeg sad i midten og min bror sad saa ved doeren, der var ellers ikke plads til mere end to men hvad skulle vi goere? Vi havde ingen koeretoj af vort eget. Chaufoeren var nu heller ikke af de smaa, maegtig store arme havde han, og hver gang han skulle skifte gear, gearstangen sad i midten af foererhuset og jeg havde et ben paa hver side af den, saa fik jeg en albue i kinden, det syntes han var sjovt, hundred og sytten gange senere sagde han “You never learn, do you? Ha ha” “Du laerer aldrig, goer du” ha ha” Vores sengetoej og nogen extra stroemper havde vi spaendt bag paa, i en saek, og de var kolde og klamme da vi endelig kom til vejs ende. Vi blev vist hen til et skur hvor vi skulle sove og der pakkede vi sengetoejet ud, “Jeg kan da ikke vide om det vil blive toert foer vi skal i seng” sagde min bror, det havde jeg slet ikke skaenket en tanke, men vi fik ild braende ovnen, som var lavet af det tyndeste metal jeg nogensinde har seet, og i loebet af knap en time var det ubehagelig varmt i skuret, to vinduer, en paa hver side, og en doer som var lavet af braedder med knasthuller og det hele. Haengslerne var lavet af et gammelt drivbaelte og soemmet paa med alt for lange soem. Nu lydder det nok at jeg klager mig, men det goer jeg absolut ikke. Lille venner, som Fjorten-aarig tjente jeg paa en gaard I Danmark og jeg vil sige at mit sove-vaerelse der var ikke meget bedre, og loennen meget daarlig. I mit foerste job I Canada fik jeg halvtreds dollar I maaneden og kost og logi. Nu ville jeg saa arbejde for fem dollar om dagen og kost og logi. Jo det bliver bedre hvert aar. Vi arbejdede fra klokken syv morgen til seks om aftenen. Vi fik davre klokken seks morgen, middag klokken tolv, og saa aftensmad klokken halv syv, og det var det bedste mad og nok af det. Jo det var dejligt. Saa med arbejde, ja det var lidt anderledes fra det man er vant til. Vi havde regnet med at skulle meldes ind foer man begyndte, men det blev der ikke noget af. En stor kraftig fyr, med fuldskaeg, sagde bare til os at hvis vi kom for at arbejde saa gaa derover og hjaelp dem og hvis ikke, saa gaa hjem. Jo, vi kom for at arbejde og gik hvor han sagde vi skulle gaa, rundsaven var igang og jeg blev sat til at stavle planker i sorteret stil efter laengde, tykkelse og bredde, nemt nok synes jeg. Det var knap saa nemt som jeg havde regnet med da de begyndte for alvor at save braedder, uhha som det gik. Det var ikke laenge foer frakken kom af, hoved beclaeding var det naeste. Saa blev det middag, og jeg var sulten, i loebet af faa minutter havde jeg guffet to store tallerkenfulde kartofler, kotoletter og groensager ned og der var plads til et aeble ved siden af, ja det var dejligt. Middagstimen gik hurting, saa ud at stavle braedder igen. Jeg fik ondt i ryggen og i foedderene, men det gaar nok, bare man bliver vant til det. Jeg skal nok sove godt inat taenkte jeg. Mine luffer var ikke beregnet til den slags arbejde og da vi fik vores aftensmad blev vi henvist til et andet “Skur” hvor vi kunne koebe nye handsker, luffer, tobak og meget andet. Det var en Indianer kone som ejede det og hun viste os saa hvad hun synes var de beste luffer for den slags arbejde. Ja godt nok, taenkte jeg, for to dollar og ti cents, naesten en halv dags arbejde, men det var nu godt nok for det var som hun sagde, de holdt til godt en maaned hvor de andre for en dollar kun en dag. Aftensmaden var mindst lisaa godt som middagsmaden, nu var det saa med at komme i seng. Min Bror var lisaa oem som jeg var og nu var der ingen varme i vores “soveskur” saa vi maatte have ild paa den foer vi gik i seng. En halv time senere var det saa igen varm og godt og vi gik I seng. Klokken godt fire om morgenen vaagnede jeg op, nej hvor er det koldt. Ilden var braendt ud for lang tid siden, der var is paa min dyne langs vaeggen og min bror laa og snorkede. Saa noget toej paa og ud efter noget kloevet trae og saa begynder vi igen med at varme “Hotellet”op. Paa vej til “spisesalen” kom “fuldskaeg” hen til os og spurgte om vi sov godt, ja, saa near som i morges da ilden gik ud. Jamen det kan undgoeres forklarede han, for bare en dollar i ugen kan man faa ilden passet af manden hvis kone har “butikken”. Det gjorde vi saa, og manden var vaeldig flink, jeg tror ikke hverken jeg eller min bror vaagnede op om natten mere end maaske to gange i den naeste maaned. Og prisen blev at ned til to dollars om maaneden fordi vi selv gjorde rent i skuret. Tiden gik godt, nu har vi Februar maaned og blevet vant til det tunge arbejde. Men saa var der een af skovarbejderne som sagde op, hvis nok fordi han ville hjem til familien, og saa blev jeg sourgt om jeg ville hellere arbejde iskoven, loennen var den samme men timerne lidt kortere. “ja det vil jeg gerne” sagde jeg, jamen saa bare gaa hen og koeb en oekse og gaa med den naeste lastbil ud i skoven. Oeksen kostede fem dollar og det havde jeg egentlig regnet med at de ville betale, men nej, de sagde at hvis oeksen var min ville jeg passe bedre paa den, og det kunne der vaeree noget om. “Fuldskaeg” skaerpede den og saa kom jeg med den naeste lastbil ud i skoven. Det lydder maaske saert at kalde ham Fuldskaeg, men det var hans kaelenavn, man kendte ham kun som “Beard” og han var ikke den ensete som havde fuldskaeg, men han havde det absolut paeneste fuldskaeg og var stolt af det. Skovarbejde var noget helt andet og jeg vidste fra den foerste dag at der ville jeg ikke blive ret laenge. Traeerne var faeldet med motorsav og laa kryds og tvaers oven paa og under hinanden. Grenene skulle hugges af taet paa stammen,og man, i mange tifaelde skulle balancere paa en stamme imens man slog grene af en anden og det skulle gaa hurtig. Middagsmad var med i en pose og var gerne, om ikke frossen, saa meget kold, og kun en halv time middagstid. Man skulle passe godt paa naar lastbilerne trak traeerne ud til vejen for det skete mange gange at toppen af traeet blev trukket udenom et andet trae og virkede som en pisk. Tre dage saa var det nok. Jeg kunne slet ikke foelge med til de andre og et par gange havde det near gaaet ud over taeerene med oeksen. Jeg spurgte Fuldskaeg om der var en plads paa selve savmoellen eller om jeg maaske skulle finde noget andet job. “Nej Nej“ sagde han “bliv du bare her, du kan gaa tillage og sortere braedder.” Oeksen har jeg endnu, den vil jeg ikke af med. Det gik godt til i begyndelsen af March. Der var en ung mand som blev alvorlig kvaestet og blev koert paa hospital. Saa kom der et par fyre fra storbyen og de skulle saa forsikre at arbejdet var ufarligt og det var det slet ikke. Loven var at man skulle vaere mindst atten aar gammel for at arbejde der, og jeg var seksten og blev sendt hjem. Jeg fik job paa banegaarden, ikke for jernbanen, men for et compani som fragtede traestammer for papir fabrikkerne. Loennen var den samme som foer uden kost og logi. Det varede ikke laenge foer jeg fik lov til at goere det paa contract, ti dollar pr banevogn. Jeg kunne nemt laesse en banevogn paa een dag. Det var haardt arbejde, stammerne var tre meter lange og skulle staa op I vognen, nogen af dem var for store til at jeg kunne selv rejse dem saa Far ville gaa med mig om aftenen og hjalp med at rejse de alt for store. Saadan gik det saa til den foerste Maj og jeg stak af sydpaa igen. Det var en oplevelse som jeg holder meget kaer. mvh Peder Damgaard Thursday, December 20. 2007Den første jul i Canada af Peder Damgaard
Det er saa tillaeg nummer 4
Jul 1953, 1ste Jul for familien Damgaard I Canada. Jul, den tid af aaret hvor alt godt skeer til naesten alle og enhver, skulle fejres i vort nye hjem i Canada. Jeg kom hjem en uges tid foer, mest for at hjaelpe lidt til med at faa humoer i familien. Saerlig min Mor, hun laengtes hjem til Danmark. Hun havde mange soeskende som hun altid foer havde fejret, paa en eller anden maade, jul sammen med og nu var hun langt vaek fra dem alle. Moebler var der slet ikke spor af i huset. Der var baenke ved bordet og de blev flyttet ind i stuen i tilfaelde af gaeste-besoeg. Jeg havde lige lavet et hunde-hus for naboen og han havde en masse braeder tilovers saa jeg spurgte ham om der var noget af det han ville saelge. “Tag bare hvad du skal bruge,” sagde han “der er jo ikke nok til et hus men, ja tag bare det du skal bruge.” Han laante mig en sav og en hammer og jeg koebte soem hos koebmanden i byen og saa lavede jeg to laenestole, een til Far og een til Mor. De var langtfra koenne men Mor lagde en enkelt-sengs dyne over hver af dem og saa var de dejlige at sidde i. “Ja hvorfor havde jeg ikke taenkt paa det foer” sagde Far, han havde kobt en Divan, kaldte de den, og den var ogsaa god nok men “laenestolene” kunne man naesten falde I soevn i. Der var stadigvaek toemmer tillage saa jeg lavede et hundehus af resten. Traeet blev pyntet med Danske flag strimler og noget hjemmelavet pynt. Stearin lys fra koebmanden og en hjemmelavet stjerne i toppen. Mor’s humoer var stadig ikke rigtig. Hun manglede sine venner og familie. Far, hvis han laengtes, skjulte det godt, det vil sige, man kunne godt maerke at der var noget manglende. Han havde jo arbejde og tiden gik helt anderledes for ham som Lille Mor. Jul bliver fejret i Canada December den 25nde, vi var vant til at fejre Jul den 24nde og nu skulle vi saa fejre Juleaften i vores nye land. Mor lavede alt saa Dansk som hun kunne, Far havde koebt en stor flaske vin (fire liter for tre Dollars) dagen foer, og kalkunen var i ovnen da, lige paa en gang kom der besoeg af nogle damer fra omegnen og de kom med gaver, gaver I form af mad, smaakager, flaeske steg, ja og en pakke cigaretter til Far. Hvor var de fra og hvordan kender i dem spurgte jeg. De er vores nye venner fra omegnen sagde Mor, hun havde laert dem at kende fra Kirken, og fra arbejdspladsen (hun arbejdede tre dage i ugen paa farmen hvor de boede) Det hjalp paa humouret. Mor lavede kaffe og ud kom nogen af hendes hjemmelavede smaakager og saa gik snakken. Der var een dame som kunne snakke Norsk, en anden Svensk, de andre kun Engelsk men det gik fint. Saa blev det spisetid, Far var kommet hjem og Mor havde alt parat, Far havde haft Vinflasken udenfor i sneen for at koele af. Og der var et par stearinlys paa bordet (en gave fra een af gaesterne) Jo, det var rigtig hyggeligt Den aften, vi sad rundt om traeet og sang Danske julesalmer, og Far laeste Jule-evangeliet, Mor sad der og smilede og da Far var faerdig med at laese havde vi boen sammen og saa vidt jeg husker fra forrige aar, var det nu tid at aabne julegaverne, men Mor sagde lisaa stille, “Kan vi ikke lige synge Julen har bragt vesignet bud, en gang mere?” Det var helt sikkert den bedste Juleaften jeg nogensinde har vaeret med til. Man kunne godt maerke at der var ikke penge til noget stort hvad fest angaar, men der var en vis kaerlighed i hele familien som jeg aldrig foer har oplevet. Julen kom og Julen gik, det var nu om at faa noget braendsel koert hjem for at holde huset nogenlunde varmt. En nabo gav os lov til at faelde nogle gamle visne traeer og de var kun en halv km vaek saa jeg lavede en slaede og koebte en oekse og saa gik der et par dage eller tre med det. Farmeren havde en Rund-sav hvorrned vi savede det i stykker 40-50 cm og kloevede det bagefter. Saa gik det sydpaa igen. Min aeldste bror havde sagt at vi kunne godt faa arbejde paa en savmoelle 50 km nordpaa, men foerst maatte jeg ned og snakke med Olaus Fjelstad, jeg ville vaere sikker paa at han ikke havde noget imod at jeg ville have fast arbejde et andet sted. Vi koerte et par laes braendsel den naeste dag, men saa kunne han ogsaa se at det var nok. Jeg pakkede min lille kuffert og saa hjemad, Nordpaa og forhaabentlig arbejde paa savmoellen. Tak til Peder Damgaard for de fine historier fra den første tid i Canada, vi ønsker dig og dine en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår Thursday, December 13. 20073 del af Peder Damgaards Canada Historie
Fortsaettelse af min Canada Historie
1st Maj begyndte jeg saa mit nye job i et nyt land, Canada og jeg maa godt fortaelle at jeg var knap saa modig som for to maaneder siden. Heldigvis var farmeren og hans kone af Norsk slaegt og begge kunne tale sproget og det var betydelig nemmere at forstaa som det Engelske Gurney Steeves talte. Huset var et gammelt eksemplar af fortiden hvor man kunne koebe et traehus fra Ontario og alt matriale kom med tog i loebet af faa dage, saa var det bare om at, lissom et puslespil, saette det hele sammen. En lille bog medfoerte og i den var der en beskrivelse hvordan det hele passede sammen. Vinduer, doere, trapper og gelaendere, ja det hele var der. Der var saekke af trae-spaaner som skulle ind i hul-muren, ydervaegen var Fir-trae og paa indersiden Cedar trae. Der var tre meter fra gulv til loft, og ovenpaa var sengevaerelser. Der var ikke noget som hed electricitet paa farmen dengang. Nu taenker i maaske “Hvorfor alt det beskrivelse af et hus, det kommer senere.” De foerste dage gik med at rydde op lidt i gaardspladsen. I et lille skur stod en splinterny Massey Harris traktor og bagved skuret en gammel Combine, men ellers ingen farm-redskaber, det synes jeg var maerkeligt, men I loebet af ugen fandt jeg ud af at naar man var faerdig med et redskab, plov, harve eller kultivator, saa lod man det staa I marken og kun koerte traktoren hjem. Maj 9, min foedselsdag, fik vi 10 cm sne, det havde jeg aldrig oplevet foer. Fruen lavede en flot Foedselsdag kage med stearinlys og det hele og hele familien sang Happy Bithday. Det havde jeg heller ikke oplevet foer. Det kneb med at vente paa den dag jeg skulle i marken med traktoren, ih, taenk sig at koere med en traktor som let kunne ploeje tre furer af een gang. Det blev aldrig til noget. Traktoren var hans og han skulle nok selv koere den. Jeg fik et spand heste og en gammel gummi-vogn og saa ud I marken og samle sten. Farmeren tog taktoren og en kultivator og saa cultiverede han fyrre tdr land tolv tommer dybt og saa var der sten, Marken lignede en hoe mark fuld af maager. Hvide sten I tusindvis kom op I overfladen. Jeg blev god til at samle sten og jeg havde et dejlig spaend heste, de vidste godt hvad jeg lavede og koerte selv frem naar den tid kom, jeg samlede sten ca tre meter udfra vognen paa begge sider og naar jeg var faerdig gik de frem uden at jeg sagde noget til dem. Ikke nok med at jeg blev god til det men jeg kunne godt lide det. Jeg gik derude helt alene fra morgen til aften, kun mig og mine heste. Men saa kom der en dag hvor himmelen var naesten helt sort ved middagstid. Jeg spiste min mellemad inde under vognen for det regnede lidt. En gang imellem saa jeg lyn og hoere et enkelt tordenskrald, jeg kunne godt maerke at hestene var lidt urolige saa jeg spaendte dem fra vognen og de stod der lisaa stille, og saa lige pludselig kom der et lyn og I samme oejeblik en tordenskrald, hesten stak af hjem, uden mig eller vogn og jeg kunne lugte noget braendt, lissom maling. Ikke en lyd mere, der var masser af lyn men ingen torden og der bagved mig stod en kultivator, alt maling var braendt af, den var allerhoejst fem meter fra vognen. Der gik knap en uge foer jeg kunne hoere noget igen, og det var egentlig morsomt for da jeg kom hjem til huset kom farmeren imod mig og alting tydede paa at han var vred, men det kunne jeg slet ikke hoere saa jeg taenkte maaske han har et andet sprog , et stille sprog. Sommeren gik med at samle sten og grave kaelder under huset,. Samme vogn blev brugt og jeg havde en elevator som jeg skovlede jord i og den var trukket af en lille Benzin motor (uden lydpotte) naar saa vognen var fuld kom han med traktoren og trak den hen hvor vi kunne laesse den af igen, det tog knap en maaned i det hele. I mellemtiden havde farmeren, ved hjaelp af naboer revet 2nden etage ned, braederne laa i en stor stak og vented paa at jeg skulle traekke some ud saa de kunne bruges igen. Det fik jeg aftenen til at gaa med, sommetider kom der et paa naboer og hjalp til. Huset blev loeftet godt en meter ved hjaelp fra en “house-mover” (hus flytter) to store bjaelker og nogle maegtig store “jacks” eller hvad vi kalder dunkrafter, og derefter blev murene i kaelderen stoebt. Fjorten dage senere blev huset saa sat ned paa muren. Huset var nu halv etage ovenpaa, men loftet i den nederste etage var stadig tre meter fra gulv til loft. I koekkenet gjorde det knap saa meget men stuen var ikke ret stor og det var lissom at sidde i et telefon-skab Tiden gaar hastig naar man har det sjovt, naesten tre maaneder er gaaet og det er som jeg er een af familien nu. Hver Loerdag aften koerte vi ind til byen hvor fruen koebte madvarer og manden gik og snakkede med alle de andre farmere. De unge gik hen paa cafeen hvor de drak Soda pop og spiste slik. Jeg var lidt nearrig saa jeg satte mig hen paa en baenk udenfor en Café. Jeg husker den foerste Loerdag aften som det var i gaar. Boernene forklarede at hvis nogen kom og ville snakke med mig skulle jeg bare sige “Shut up” for det betoed at jeg kan ikke tale sproget. Jeg sad der maaske ti minutter da en paen aeldre mand kom og satte sig ned ved siden af mig og begyndte en samtale. Helt stolt af at jeg kunne da lidt Engelsk, sagde jeg “Shut up” Han smilte og saa sagde han paa Norsk “Ja, jeg taenkte det nok, de Gunderson gutter har lidt sjov med dig” Saa vi snakkede, ham Norsk og jeg Dansk og jeg fandt saa ud af at han var praest i den kirke hvor vi saa skulle i kirke hver Soendag. Den Norske Lutherske Kirke. Det viste sig altsaa at de “Gunderson gutter” hjalp mig meget i at laere Engelsk. Vi begyndte med at laese hefter med Knold og Tot, Tarzan og mange andre. De hjalp mig med udtryk af alfabetet, hvordan man skulle udtale th som i those and them. Der gik mange timer med det og de blev aldrig traette af det. Resten af sommeren gik med at hjaelpe andre, de som havde hjulpet ved husbyggeri. Vi byggede ogsaa lidt paa Kirken, samt et par huse som blev bygget samtidig. Det var dejligt arbejde og snedkeren som var ansat til at styre det hele var et dejligt menneske. Sommeren gik, nu var det efteraar og vi var i gang med hoesten. Det var helt anderledes som jeg havde taenkt mig. Vi maatte vaente paa kornet at blive toer nok til at taerske (combine). Sommetider kunne vaejret vaere godt til middagstid og saa kom der lige en skylle regn. Ingen combine den dag. Naeste dag kunne det saa blaese en rigtig toer vind og varme og vi kunne mejetaerske til langt ud paa natten. Jeg koerte med lastbilen og hentede kernene, koerte dem hjem til et kornhus og skovlede det hele af. Naar den saa var tom koerte jeg ud i marken igen for naeste lads. Der manglede noget, LYS, vi havde ingen lys paa hverken Combine eller lastbil og een aften koerte jeg vild i marken, jeg var helt sikker paa at jeg koerte mod Nord men det var ikke tilfaeldet. Lige paa en gang vidste jeg saa at jeg havde koert ind I noget. Det var en combine, lige nu kunne det have vaeret rart med et ordenlig torden skrald for de ord han brugte var langtfra paene. Nu var sommeren og hoesten overstaaet. Combinen blev gjort i stand og alle korn huse var fyldt op, de seks maaneder var gaaet. Paa tide at jeg soeger andet arbejde. 1st November, naesten umuligt at finde arbejde for en hel vinter. Jeg var heldig i at der var en gammel Nordmand som manglede hjaelp med at faa noget braendsel hentet hjem fra skoven, savet i smaa klodser og kloevet til den rigtige stoerrelse for braendeovnen. Der kunne jeg saa faa en seng at sove i og alt det jeg kunne spise, ja hvad mere mangler man, jeg havde stadigvaek tre af de ti Dollar jeg fik med hjemmefra, og jeg havde min kuffert med det samme toej i som dengang, saa hvorfor ikke? Det viste sig at vaere en dejlig vinter,jeg fik lov til at koere med hans traktor til at hente braendsel hjem, og hans bil naar vi Loerdag aften skulle I byen. 1st Januar blev det allerede lidt for droev. Der var ikke spor at lave og jeg blev doven, kunne maerke at “nej nu gaar den ikke laengere, jeg skal have noget arbejde og det kunne Olaus ogsaa godt forstaa saa han koerte mig og min kuffert til Edmonton og derfra koerte jeg paa “tommeltot” resten af godt 7-800 km hjem til Far og Mor. Savmoellerne begyndte at save toemmer lige efter Juleferien, 6-7ende Januar, og min bror og jeg fik arbejde der resten af vinteren. Men det gemmes for naeste gang. Ha en god Jul Wednesday, December 5. 2007De første dage i Canada af Peder Damgaard
Vi sluttede det sidste med at klokken var midnat og gik i seng. Mr. Gurney Steeves, vores ny arbejdsgiver, tog Mor og to af de mindre med ind i huset, det gav et lille ryk i Far men det var nu godt nok for han havde fyret op og huset var dejlig varm og hans kone havde varm kakao og smaakager. Min Soester stod af rejsen og blev i Edmonton, boede ved en familie der som tjeneste-pige og det var som det skulle vaere. Vi derimod, Edvard, Far og jeg blev vist ind i et gammel skur, bygget som hoensehus, senere vaerksted med sengepladser til to og vi var tre. Midt i skuret stod et bord med Corn Flakes og varm maelk for morgenmad. Saa begyndte arbejdet i vores nye land. Svinehuset var blevet lidt forsoemmet i de sidste par maaneder saa der gik dagen med moeg-greb og trilleboer. Det var godt nok men ingen af os kunne tale eller forstaa Engelsk og Gurney Steeves havde den ide at hvis han bare raabte hoejt nok saa skulle vi nok forstaa det, hvorimod jeg har altid haft den ide at hvis nogen raaber naar de taler til mig saa er det slut med samtalen og jeg gaar vaek.
Den aften da vi sad i skuret og spiste vores aftensmad, kartofler og spejlaeg, sagde jeg til Far at det vil jeg ikke med til. “Hvad goer du saa,” sagde Far, “Ja der er ikke andet at goere som at rejse fra og gaa ned Sydpaa,” sagde jeg. “Hva med penge,” sagde Far, “hva goer du der.” “Jo,men vi fik da hver treds dollars med fra Danmark, det var alt vi kunne tage ud af landet dengang. “Ja den er god nok men vi mangler de penge her og du lovede at vi skulle slaa os sammen om det hele saa vi kunne faa begyndt med farm og alt tilhoerende. Du maa faa ti dollars men det er det hele og det kommer du ikke ret langt med.” Jeg er sikker paa at det var meningen at jeg skulle komme paa andre tanker og blive hvor jeg var. Den aften gik jeg med kuffert i haanden, op til stationen hvor jeg ville koebe billet. Stationsforstanderen forklarede (via en lille roed bog Engels-Dansk) at toget ville vaere meget forsinket og at det kunne slet ikke betale sig at koebe billet i tilfaelde den slet ikke kom. Det var altsaa ogsaa bare noget som skulle holde mig tilbage, jeg saa godt nok at han slap udenfor for godt en tyve minutters tid, men taenkte ikke paa noget. Kl.halv tolv om aftenen kom Gurney Steeves, i hans store bil, og hentede mig. Han var vred, helt roed i hovedet, han tog min kuffert i den ene haand, den anden i nakken paa mig og saa raabte han You stay here, (du bliver her) og det forstod jeg uden at see i den lille roede bog. Naeste aften proevede jeg saa igen. Jeg vidste at toget gik ved tolvtiden (midnat) det havde jeg seet aftenen foer, saa jeg tog min lille kuffert og stak af igen, men denne gang ikke paa stationen, nej, jeg gik ned ad banen godt en km, maaske halvanden, og der sad jeg saa og ventede. Jeg vidste at det ville tage lang tid for toget at komme op i fart saa jeg kunne godt hoppe paa i farten. Endelig kom toget, den holdt i Enilda (i timevis syntes jeg) men naa den kom og jeg samlede min kuffert op og stod bagved et lille grantrae for at vaere sikker paa at ingen saa mig. Det var et langt tog, masser af vogne og endelig kom der nogen med kreaturer paa, jeg smed kufferten op over siden og fik fat i et haandtag saa jeg kunne loefte mig selv op og ind i vognen. Der var tolv kreaturer i vognen, de havde godt to trediedele af vognen. Den sidste trediedel var spaerret af og fuld af halm baller. jeg graved mig ned i halmen og faldt i soevn. Naeste morgen rundt ved otte-halv ni tiden kom toget ind i hovedstaden Edmonton (Albertas Hovestad) og den (toget) gik meget, meget langsom. “Kan ikke vide hvor laenge foer stationen,” taenkte jeg, “det kunne blive slemt hvis jeg blev opdaget“. Nu holdt den og jeg saa nogen af bane-arbejderne gaa frem og tilbage langs sporet, “ja nu maa jeg hellere komme af,” syntes jeg, og saa smed jeg kufferten ud og selv sprang jeg af kreaturvognen. Jeg boerstede alt halm og stoev af mit toej og gik resten af vejen til banegaarden. Jeg havde ikke taenkt paa at maaske der var langt endnu, men det fandt jeg ud af. Da jeg endelig kom til banegaarden gik jeg hen til den foerste telefon og ringede til en mand min Far kendte fra Danmark, aar foer. Klokken var snart et eller Tretten nul nul hvis det skal vaere rigtig Dansk, og han forklarede saa at han kunne ikke hente mig foer ved sytten-tiden, “jamen jeg venter, det er dejlig varmt her og ingen hast.” Ti minutter senere kom han alligevel i sin flotte bil og sagde at jeg kunne komme og hjaelpe ham med at laesse banevogne og maaske vi kunne blive faerdig lidt foer aften. Vi var faerdige ved kaffetid og han koerte mig saa hjem hvor han boede, vi fik noget at spise og hjalp til med at vaske op og saa ind i stuen. Jeg havde regnet med at skulle afsted den naeste dag, men nej, han begyndte at telefonere alle de han kendte og da det ikke gav noget resultat koerte vi over til Kirken hvor Praesten sagde “ja ja vi skal nok finde arbejde for ham, vent lige lidt.” Han ringede saa til hans svigerfar i Camrose Alberta og i loebet af en time havde jeg fast arbejde for seks maaneder, paa en farm 120 km sydvest for Edmonton. Men hvordan kommer man 120 km naar man ingen koeretoej har. Det problem var loest i loebet af ti minutter, hans soen ville koere mig derhen og det skulle ikke koste mig noget. Det er saa enden af dag nummer to, jeg er godt syv hundred km hjemmefra, kan ikke tale sproget, og har stadig mine ti dollar i lommen. Thursday, November 29. 2007Alt har en begyndelse af Peder Damgaard. Canada
Alt har en begyndelse, saa det er der vi begynder
I December maaned 1952, en Soendag eftermiddag kom min aeldste bror, paa cykel, over til Blaakilde ungdoms-skole paa beoeg, jeg syntes nok det var lidt maerkeligt for der var langt hjemmefra, men han var welkommen og jeg viste ham rundt paa skolen, spise-salen og udenfor havde vi en lille soe med svaner i, og det var her han endelig lukkede op for det han havde paa hjerte. Han begyndte “ Jeg er kommet I tanke om at udvandre til Canada, har du lyst til det?” det havde jeg aldrig skaenket en tanke foer nu saa jeg fik lisom en klump I halsen. Jeg vidste helt sikkert at jeg ikke kunne undvaere min bror, men paa den anden side seet, jeg kunne ikke taenke mig at undvaere mine foraaeldre og soeskende. Edvard sagde, “Jeg er nu helt sikker paa at hvis du siger du vil med saa vil Far og Mor ogsaa gaa med til det.” Dagen gik, vi fik aftensmad paa Blaakilde, Edvard cyclede tillage til Knudsboel, jeg gik i seng men det var nu spildt tid for jeg sovede slet ikke den nat. Mandag aften ringede min bror og sagde at han havde snakket med Far og Mor og de vilde godt med, men vi skulle love at hvis de ville hjem til Danmark i loebet af et par aar saa ville vi ikke staa i vejen for det. Saadan gik det saa. Resten af vinteren gik med at faa papirene i orden. Den sidste aften paa Blaakilde blev fejret og eleverne havde sat en sang sammen for min afrejse til melodien “Fyrre aar frem” Far og Mor var der og klokken elleve om aftenen koerte vi saa hjem til Knudsboel, hvor naeste dag vi skulle afsted til Canada. Far havde solgt bilen begrundet han maatte bruge den til at koere familien til Kolding Banegaard. Mor sad I bag I bilen og jeg husker hun gav lisom et lille gisp I sig da vi koerte ud af gaardspladsen men ellers var der ikke noget snak hele vejen til Kolding. Der var ret mange som kom for at sige farvel, ja det var egentlig roerende, Mor kunne heller ikke holde taarene tillage men Far klemte hende og sagde at det er jo kun for to aar lille Mor. Saa gik det med tog til Koebenhavn men jeg husker ikke hvordan vi kom til Norge. Den naeste dag rejste vi til Bergen hvor Stavangerfjord laa paa anker. Nej hvor var det stort. Vi gik op ad mange trapper for at komme ind paa daekket og hen til raelingen hvor vi kunne see alle de mennesker som stod og vinkede. Nogen af dem havde “Ribbons” jeg husker ikke hvad I kalder ribbons. Fra skibet smed de saa de ribbons ned og haabede at famlile-medlemmer fik fat I dem der nede. De stod der I timevis. Der var ingen grund til at snakke med hinanden for de kunne ikke raabe hoejt nok til at nogen kunne forstaa det. Sent den aften begyndte saa turen til soes. Det varede nu ikke ret lange, vi kom kun tre-fire timer ud paa vandet saa gik der en propeller og vi maatte liste tillage til Bergen. Foerst naeste aften kom vi saa for alvor afsted. Ja det var en maegtig stor baad, men da vi saa kom saa langt fra land og vidste slet ikke om der var land mere, ja saa begyndte det at gaa op og ned. Heldigvis blev min bror og jeg ikke soesyge men der var mange der gjorde. Saa husker jeg lige en historie om en mand som stod ved raelingen sammen med en hel masse andre, han var aabenbart soesyg og kastede op ud over siden af skibet. Der kom en Praest hen til ham, klappede ham paa skulderen og siger til ham “Saa du har en daarlig mave, hva” “Ja daarlig, daarlig? det ved jeg da ikke, jeg kaster det da lisaa langt som de andre.” Jeg husker ikke noejaktig hvor lang tid det tog fra Norge, det var vist nok elleve dage og saa var vi i Halifax, Nova Scotia. De naeste seks dage gik saa med tog, gammel tog. Det var damp-lokomotiv og personvognene var nogle vaerre skure med en stor kakkelown i hver vogn, den stod saa i den ene ende af vognen, naesten roedglovn, og i den anden ende af vognen var der is-tapper I udgangs-doeren. Det gik longsome men naturen var flot. Store byer i Ontario, Store bjerge i Montreal og lange straekninger gennem skov og tundra. Der var tider hvor man slet ikke kunne se noget paa grund af det sorte roeg fra lokomotivet. Laengere Vestpaa var det mere og mere fattig udseende. Man saa et gammelt hus med Television antenna og en ny bil i gaardspladsen, men ingen udbygninger. Jo laengere Vest vi kom, Jo mere bleg blev Far. Ja, sagde han, “Ja, a ka e vie vodan de goer, men naa vi ka jo aalti go jem igjen” Endelig kom vi til Edmonton, hovestaden af Alberta. Vi blev der natten over, men saa maatte vi igen paa tog resten af vejen. Godt fire-hundred og halvtreds km laengere Nordpaa. Og hvis vi troede at de vogne paa turen fra Halifax til Edmonton var daarlige, De var slet ikke noget lignende det vi koerte med nu. Damplokomotiv, ja den var naesten den samme, vognene var noget helt andet. Kakkelovnen var der, men ingen braendsel. To af rudenrne var slaaet I stykker. Nogen af passagseerne var fulde og toilet rummet var afspaerret og med al det oel nogen af dem kunne ikke vente saa de stod lige bag ved kakkelovnen. Mor sad og graed, Far sagde “ ja de ka no eh blyv vaerre” og det beviste sig ogsaa. Klokken var tolv om natten da vi endelig kom til Enilda hvor vi skulle arbejde.
(Page 1 of 1, totaling 7 entries)
|
Calendar
QuicksearchKategorierSyndiker denne blogBlog Administration |