Vi sluttede det sidste med at klokken var midnat og gik i seng. Mr. Gurney Steeves, vores ny arbejdsgiver, tog Mor og to af de mindre med ind i huset, det gav et lille ryk i Far men det var nu godt nok for han havde fyret op og huset var dejlig varm og hans kone havde varm kakao og smaakager. Min Soester stod af rejsen og blev i Edmonton, boede ved en familie der som tjeneste-pige og det var som det skulle vaere. Vi derimod, Edvard, Far og jeg blev vist ind i et gammel skur, bygget som hoensehus, senere vaerksted med sengepladser til to og vi var tre. Midt i skuret stod et bord med Corn Flakes og varm maelk for morgenmad. Saa begyndte arbejdet i vores nye land. Svinehuset var blevet lidt forsoemmet i de sidste par maaneder saa der gik dagen med moeg-greb og trilleboer. Det var godt nok men ingen af os kunne tale eller forstaa Engelsk og Gurney Steeves havde den ide at hvis han bare raabte hoejt nok saa skulle vi nok forstaa det, hvorimod jeg har altid haft den ide at hvis nogen raaber naar de taler til mig saa er det slut med samtalen og jeg gaar vaek.
Den aften da vi sad i skuret og spiste vores aftensmad, kartofler og spejlaeg, sagde jeg til Far at det vil jeg ikke med til. “Hvad goer du saa,” sagde Far, “Ja der er ikke andet at goere som at rejse fra og gaa ned Sydpaa,” sagde jeg. “Hva med penge,” sagde Far, “hva goer du der.” “Jo,men vi fik da hver treds dollars med fra Danmark, det var alt vi kunne tage ud af landet dengang. “Ja den er god nok men vi mangler de penge her og du lovede at vi skulle slaa os sammen om det hele saa vi kunne faa begyndt med farm og alt tilhoerende. Du maa faa ti dollars men det er det hele og det kommer du ikke ret langt med.” Jeg er sikker paa at det var meningen at jeg skulle komme paa andre tanker og blive hvor jeg var.
Den aften gik jeg med kuffert i haanden, op til stationen hvor jeg ville koebe billet. Stationsforstanderen forklarede (via en lille roed bog Engels-Dansk) at toget ville vaere meget forsinket og at det kunne slet ikke betale sig at koebe billet i tilfaelde den slet ikke kom. Det var altsaa ogsaa bare noget som skulle holde mig tilbage, jeg saa godt nok at han slap udenfor for godt en tyve minutters tid, men taenkte ikke paa noget. Kl.halv tolv om aftenen kom Gurney Steeves, i hans store bil, og hentede mig.
Han var vred, helt roed i hovedet, han tog min kuffert i den ene haand, den anden i nakken paa mig og saa raabte han You stay here, (du bliver her) og det forstod jeg uden at see i den lille roede bog.
Naeste aften proevede jeg saa igen. Jeg vidste at toget gik ved tolvtiden (midnat) det havde jeg seet aftenen foer, saa jeg tog min lille kuffert og stak af igen, men denne gang ikke paa stationen, nej, jeg gik ned ad banen godt en km, maaske halvanden, og der sad jeg saa og ventede. Jeg vidste at det ville tage lang tid for toget at komme op i fart saa jeg kunne godt hoppe paa i farten.
Endelig kom toget, den holdt i Enilda (i timevis syntes jeg) men naa den kom og jeg samlede min kuffert op og stod bagved et lille grantrae for at vaere sikker paa at ingen saa mig. Det var et langt tog, masser af vogne og endelig kom der nogen med kreaturer paa, jeg smed kufferten op over siden og fik fat i et haandtag saa jeg kunne loefte mig selv op og ind i vognen. Der var tolv kreaturer i vognen, de havde godt to trediedele af vognen. Den sidste trediedel var spaerret af og fuld af halm baller. jeg graved mig ned i halmen og faldt i soevn. Naeste morgen rundt ved otte-halv ni tiden kom toget ind i hovedstaden Edmonton (Albertas Hovestad) og den (toget) gik meget, meget langsom.
“Kan ikke vide hvor laenge foer stationen,” taenkte jeg, “det kunne blive slemt hvis jeg blev opdaget“. Nu holdt den og jeg saa nogen af bane-arbejderne gaa frem og tilbage langs sporet, “ja nu maa jeg hellere komme af,” syntes jeg, og saa smed jeg kufferten ud og selv sprang jeg af kreaturvognen. Jeg boerstede alt halm og stoev af mit toej og gik resten af vejen til banegaarden. Jeg havde ikke taenkt paa at maaske der var langt endnu, men det fandt jeg ud af.
Da jeg endelig kom til banegaarden gik jeg hen til den foerste telefon og ringede til en mand min Far kendte fra Danmark, aar foer. Klokken var snart et eller Tretten nul nul hvis det skal vaere rigtig Dansk, og han forklarede saa at han kunne ikke hente mig foer ved sytten-tiden, “jamen jeg venter, det er dejlig varmt her og ingen hast.”
Ti minutter senere kom han alligevel i sin flotte bil og sagde at jeg kunne komme og hjaelpe ham med at laesse banevogne og maaske vi kunne blive faerdig lidt foer aften.
Vi var faerdige ved kaffetid og han koerte mig saa hjem hvor han boede, vi fik noget at spise og hjalp til med at vaske op og saa ind i stuen.
Jeg havde regnet med at skulle afsted den naeste dag, men nej, han begyndte at telefonere alle de han kendte og da det ikke gav noget resultat koerte vi over til Kirken hvor Praesten sagde “ja ja vi skal nok finde arbejde for ham, vent lige lidt.”
Han ringede saa til hans svigerfar i Camrose Alberta og i loebet af en time havde jeg fast arbejde for seks maaneder, paa en farm 120 km sydvest for Edmonton. Men hvordan kommer man 120 km naar man ingen koeretoej har. Det problem var loest i loebet af ti minutter, hans soen ville koere mig derhen og det skulle ikke koste mig noget.
Det er saa enden af dag nummer to, jeg er godt syv hundred km hjemmefra, kan ikke tale sproget, og har stadig mine ti dollar i lommen.
