Det Nye aar 1954
Ja saa er Jul og Nytaar overstaaet. For mig er ferien slut, nu skal der arbejdes. Min Storebror har allerede vaeret paa en savmoelle foer Jul men det var nu ikke et godt sted saa vi proevede at faa arbejde paa en savmoelle hvor vi kunne i det mindste vaere sammen om aftenen. Sproget gik godt nok for os begge og vi snakkede heller ikke Dansk naar der var andre i naerheden, det ville vaere uhoeflig, syntes vi.
For at komme op i skoven maatte vi over paa den anden side af Slave-soen (Lesser Slave Lake) og det var kun lastbiler som fik lov at koere over den paa en is-vej. En is-vej er et bredt stykke vej hvor sne er skubbet ud til siderne og vand pumpet op imellem snedriverne. Det fryser saa i loebet af kort tid og saa pumpes vand igen, til der er godt en halv meter tyk is at koere paa. Vi var heldige i at vi kunne komme i skoven kort efter Nytaar. Lastbilen vi kom med var en naesten ny Tre-tons Chevrolet og paa vejen derop, jeg siger op for det var Nordpaa, bestemte vi at naar vi havde penge nok til det ville vi koebe en lastbil og selv fragte toemmer ud. Det blev der altsaa aldrig noget af idet vi saa hvordan de lastbiler blev ramponeret i loebet af bare een vinter. Det var gerne nogen som soegte arbejde i skoven, gik imod advarslen foer de kom paa vejen over soeen og dermed blev skyldige i faerdsels uheld, og jeg forstaar det ikke rigtig, men det var altid lastbilerne det gik ud over for de kunne ikke faa kascoforsikring saa de koerte sommetider for langt ud i siden for at undgaa uheld. Det skete de vaelted, eller ramte et trae, men for det meste var det bare at de sad fast og skulle saa vente paa en anden lastbil til at traekke dem derfra, det gik sjaelden uden skrammer.
Fra Slavesoeen op til savmoellen var der godt halvtreds km og det to halvanden time, jeg sad i midten og min bror sad saa ved doeren, der var ellers ikke plads til mere end to men hvad skulle vi goere? Vi havde ingen koeretoj af vort eget. Chaufoeren var nu heller ikke af de smaa, maegtig store arme havde han, og hver gang han skulle skifte gear, gearstangen sad i midten af foererhuset og jeg havde et ben paa hver side af den, saa fik jeg en albue i kinden, det syntes han var sjovt, hundred og sytten gange senere sagde han “You never learn, do you? Ha ha” “Du laerer aldrig, goer du” ha ha”
Vores sengetoej og nogen extra stroemper havde vi spaendt bag paa, i en saek, og de var kolde og klamme da vi endelig kom til vejs ende. Vi blev vist hen til et skur hvor vi skulle sove og der pakkede vi sengetoejet ud, “Jeg kan da ikke vide om det vil blive toert foer vi skal i seng” sagde min bror, det havde jeg slet ikke skaenket en tanke, men vi fik ild braende ovnen, som var lavet af det tyndeste metal jeg nogensinde har seet, og i loebet af knap en time var det ubehagelig varmt i skuret, to vinduer, en paa hver side, og en doer som var lavet af braedder med knasthuller og det hele. Haengslerne var lavet af et gammelt drivbaelte og soemmet paa med alt for lange soem.
Nu lydder det nok at jeg klager mig, men det goer jeg absolut ikke. Lille venner, som Fjorten-aarig tjente jeg paa en gaard I Danmark og jeg vil sige at mit sove-vaerelse der var ikke meget bedre, og loennen meget daarlig. I mit foerste job I Canada fik jeg halvtreds dollar I maaneden og kost og logi. Nu ville jeg saa arbejde for fem dollar om dagen og kost og logi. Jo det bliver bedre hvert aar. Vi arbejdede fra klokken syv morgen til seks om aftenen. Vi fik davre klokken seks morgen, middag klokken tolv, og saa aftensmad klokken halv syv, og det var det bedste mad og nok af det. Jo det var dejligt.
Saa med arbejde, ja det var lidt anderledes fra det man er vant til. Vi havde regnet med at skulle meldes ind foer man begyndte, men det blev der ikke noget af. En stor kraftig fyr, med fuldskaeg, sagde bare til os at hvis vi kom for at arbejde saa gaa derover og hjaelp dem og hvis ikke, saa gaa hjem.
Jo, vi kom for at arbejde og gik hvor han sagde vi skulle gaa, rundsaven var igang og jeg blev sat til at stavle planker i sorteret stil efter laengde, tykkelse og bredde, nemt nok synes jeg. Det var knap saa nemt som jeg havde regnet med da de begyndte for alvor at save braedder, uhha som det gik. Det var ikke laenge foer frakken kom af, hoved beclaeding var det naeste.
Saa blev det middag, og jeg var sulten, i loebet af faa minutter havde jeg guffet to store tallerkenfulde kartofler, kotoletter og groensager ned og der var plads til et aeble ved siden af, ja det var dejligt.
Middagstimen gik hurting, saa ud at stavle braedder igen. Jeg fik ondt i ryggen og i foedderene, men det gaar nok, bare man bliver vant til det. Jeg skal nok sove godt inat taenkte jeg.
Mine luffer var ikke beregnet til den slags arbejde og da vi fik vores aftensmad blev vi henvist til et andet “Skur” hvor vi kunne koebe nye handsker, luffer, tobak og meget andet. Det var en Indianer kone som ejede det og hun viste os saa hvad hun synes var de beste luffer for den slags arbejde. Ja godt nok, taenkte jeg, for to dollar og ti cents, naesten en halv dags arbejde, men det var nu godt nok for det var som hun sagde, de holdt til godt en maaned hvor de andre for en dollar kun en dag.
Aftensmaden var mindst lisaa godt som middagsmaden, nu var det saa med at komme i seng. Min Bror var lisaa oem som jeg var og nu var der ingen varme i vores “soveskur” saa vi maatte have ild paa den foer vi gik i seng. En halv time senere var det saa igen varm og godt og vi gik I seng. Klokken godt fire om morgenen vaagnede jeg op, nej hvor er det koldt. Ilden var braendt ud for lang tid siden, der var is paa min dyne langs vaeggen og min bror laa og snorkede.
Saa noget toej paa og ud efter noget kloevet trae og saa begynder vi igen med at varme “Hotellet”op.
Paa vej til “spisesalen” kom “fuldskaeg” hen til os og spurgte om vi sov godt, ja, saa near som i morges da ilden gik ud. Jamen det kan undgoeres forklarede han, for bare en dollar i ugen kan man faa ilden passet af manden hvis kone har “butikken”. Det gjorde vi saa, og manden var vaeldig flink, jeg tror ikke hverken jeg eller min bror vaagnede op om natten mere end maaske to gange i den naeste maaned. Og prisen blev at ned til to dollars om maaneden fordi vi selv gjorde rent i skuret.
Tiden gik godt, nu har vi Februar maaned og blevet vant til det tunge arbejde. Men saa var der een af skovarbejderne som sagde op, hvis nok fordi han ville hjem til familien, og saa blev jeg sourgt om jeg ville hellere arbejde iskoven, loennen var den samme men timerne lidt kortere. “ja det vil jeg gerne” sagde jeg, jamen saa bare gaa hen og koeb en oekse og gaa med den naeste lastbil ud i skoven. Oeksen kostede fem dollar og det havde jeg egentlig regnet med at de ville betale, men nej, de sagde at hvis oeksen var min ville jeg passe bedre paa den, og det kunne der vaeree noget om.
“Fuldskaeg” skaerpede den og saa kom jeg med den naeste lastbil ud i skoven. Det lydder maaske saert at kalde ham Fuldskaeg, men det var hans kaelenavn, man kendte ham kun som “Beard” og han var ikke den ensete som havde fuldskaeg, men han havde det absolut paeneste fuldskaeg og var stolt af det.
Skovarbejde var noget helt andet og jeg vidste fra den foerste dag at der ville jeg ikke blive ret laenge.
Traeerne var faeldet med motorsav og laa kryds og tvaers oven paa og under hinanden. Grenene skulle hugges af taet paa stammen,og man, i mange tifaelde skulle balancere paa en stamme imens man slog grene af en anden og det skulle gaa hurtig. Middagsmad var med i en pose og var gerne, om ikke frossen, saa meget kold, og kun en halv time middagstid. Man skulle passe godt paa naar lastbilerne trak traeerne ud til vejen for det skete mange gange at toppen af traeet blev trukket udenom et andet trae og virkede som en pisk.
Tre dage saa var det nok. Jeg kunne slet ikke foelge med til de andre og et par gange havde det near gaaet ud over taeerene med oeksen. Jeg spurgte Fuldskaeg om der var en plads paa selve savmoellen eller om jeg maaske skulle finde noget andet job. “Nej Nej“ sagde han “bliv du bare her, du kan gaa tillage og sortere braedder.” Oeksen har jeg endnu, den vil jeg ikke af med.
Det gik godt til i begyndelsen af March. Der var en ung mand som blev alvorlig kvaestet og blev koert paa hospital. Saa kom der et par fyre fra storbyen og de skulle saa forsikre at arbejdet var ufarligt og det var det slet ikke. Loven var at man skulle vaere mindst atten aar gammel for at arbejde der, og jeg var seksten og blev sendt hjem.
Jeg fik job paa banegaarden, ikke for jernbanen, men for et compani som fragtede traestammer for papir fabrikkerne. Loennen var den samme som foer uden kost og logi. Det varede ikke laenge foer jeg fik lov til at goere det paa contract, ti dollar pr banevogn. Jeg kunne nemt laesse en banevogn paa een dag. Det var haardt arbejde, stammerne var tre meter lange og skulle staa op I vognen, nogen af dem var for store til at jeg kunne selv rejse dem saa Far ville gaa med mig om aftenen og hjalp med at rejse de alt for store.
Saadan gik det saa til den foerste Maj og jeg stak af sydpaa igen.
Det var en oplevelse som jeg holder meget kaer.
mvh
Peder Damgaard
