Gæsteblogger

Det er saa tillaeg nummer 4






Jul 1953, 1ste Jul for familien Damgaard I Canada.

Jul, den tid af aaret hvor alt godt skeer til naesten alle og enhver, skulle fejres i vort nye hjem i Canada.

Jeg kom hjem en uges tid foer, mest for at hjaelpe lidt til med at faa humoer i familien. Saerlig min Mor, hun laengtes hjem til Danmark. Hun havde mange soeskende som hun altid foer havde fejret, paa en eller anden maade, jul sammen med og nu var hun langt vaek fra dem alle. Moebler var der slet ikke spor af i huset. Der var baenke ved bordet og de blev flyttet ind i stuen i tilfaelde af gaeste-besoeg.

Jeg havde lige lavet et hunde-hus for naboen og han havde en masse braeder tilovers saa jeg spurgte ham om der var noget af det han ville saelge. “Tag bare hvad du skal bruge,” sagde han “der er jo ikke nok til et hus men, ja tag bare det du skal bruge.”

Han laante mig en sav og en hammer og jeg koebte soem hos koebmanden i byen og saa lavede jeg to laenestole, een til Far og een til Mor. De var langtfra koenne men Mor lagde en enkelt-sengs dyne over hver af dem og saa var de dejlige at sidde i. “Ja hvorfor havde jeg ikke taenkt paa det foer” sagde Far, han havde kobt en Divan, kaldte de den, og den var ogsaa god nok men “laenestolene” kunne man naesten falde I soevn i. Der var stadigvaek toemmer tillage saa jeg lavede et hundehus af resten.

Traeet blev pyntet med Danske flag strimler og noget hjemmelavet pynt. Stearin lys fra koebmanden og en hjemmelavet stjerne i toppen.

Mor’s humoer var stadig ikke rigtig. Hun manglede sine venner og familie. Far, hvis han laengtes, skjulte det godt, det vil sige, man kunne godt maerke at der var noget manglende. Han havde jo arbejde og tiden gik helt anderledes for ham som Lille Mor.

Jul bliver fejret i Canada December den 25nde, vi var vant til at fejre Jul den 24nde og nu skulle vi saa fejre Juleaften i vores nye land. Mor lavede alt saa Dansk som hun kunne, Far havde koebt en stor flaske vin (fire liter for tre Dollars) dagen foer, og kalkunen var i ovnen da, lige paa en gang kom der besoeg af nogle damer fra omegnen og de kom med gaver, gaver I form af mad, smaakager, flaeske steg, ja og en pakke cigaretter til Far. Hvor var de fra og hvordan kender i dem spurgte jeg.

De er vores nye venner fra omegnen sagde Mor, hun havde laert dem at kende fra Kirken, og fra arbejdspladsen (hun arbejdede tre dage i ugen paa farmen hvor de boede)

Det hjalp paa humouret. Mor lavede kaffe og ud kom nogen af hendes hjemmelavede smaakager og saa gik snakken. Der var een dame som kunne snakke Norsk, en anden Svensk, de andre kun Engelsk men det gik fint.

Saa blev det spisetid, Far var kommet hjem og Mor havde alt parat, Far havde haft Vinflasken udenfor i sneen for at koele af. Og der var et par stearinlys paa bordet (en gave fra een af gaesterne) Jo, det var rigtig hyggeligt

Den aften, vi sad rundt om traeet og sang Danske julesalmer, og Far laeste Jule-evangeliet, Mor sad der og smilede og da Far var faerdig med at laese havde vi boen sammen og saa vidt jeg husker fra forrige aar, var det nu tid at aabne julegaverne, men Mor sagde lisaa stille, “Kan vi ikke lige synge Julen har bragt vesignet bud, en gang mere?”

Det var helt sikkert den bedste Juleaften jeg nogensinde har vaeret med til. Man kunne godt maerke at der var ikke penge til noget stort hvad fest angaar, men der var en vis kaerlighed i hele familien som jeg aldrig foer har oplevet.

Julen kom og Julen gik, det var nu om at faa noget braendsel koert hjem for at holde huset nogenlunde varmt. En nabo gav os lov til at faelde nogle gamle visne traeer og de var kun en halv km vaek saa jeg lavede en slaede og koebte en oekse og saa gik der et par dage eller tre med det. Farmeren havde en Rund-sav hvorrned vi savede det i stykker 40-50 cm og kloevede det bagefter.

Saa gik det sydpaa igen. Min aeldste bror havde sagt at vi kunne godt faa arbejde paa en savmoelle 50 km nordpaa, men foerst maatte jeg ned og snakke med Olaus Fjelstad, jeg ville vaere sikker paa at han ikke havde noget imod at jeg ville have fast arbejde et andet sted. Vi koerte et par laes braendsel den naeste dag, men saa kunne han ogsaa se at det var nok. Jeg pakkede min lille kuffert og saa hjemad, Nordpaa og forhaabentlig arbejde paa savmoellen.



Tak til Peder Damgaard for de fine historier fra den første tid i Canada, vi ønsker dig og dine en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår

Fortsaettelse af min Canada Historie

1st Maj begyndte jeg saa mit nye job i et nyt land, Canada og jeg maa godt fortaelle at jeg var knap saa modig som for to maaneder siden. Heldigvis var farmeren og hans kone af Norsk slaegt og begge kunne tale sproget og det var betydelig nemmere at forstaa som det Engelske Gurney Steeves talte.

Huset var et gammelt eksemplar af fortiden hvor man kunne koebe et traehus fra Ontario og alt matriale kom med tog i loebet af faa dage, saa var det bare om at, lissom et puslespil, saette det hele sammen. En lille bog medfoerte og i den var der en beskrivelse hvordan det hele passede sammen. Vinduer, doere, trapper og gelaendere, ja det hele var der. Der var saekke af trae-spaaner som skulle ind i hul-muren, ydervaegen var Fir-trae og paa indersiden Cedar trae. Der var tre meter fra gulv til loft, og ovenpaa var sengevaerelser. Der var ikke noget som hed electricitet paa farmen dengang.

Nu taenker i maaske “Hvorfor alt det beskrivelse af et hus, det kommer senere.”

De foerste dage gik med at rydde op lidt i gaardspladsen. I et lille skur stod en splinterny Massey Harris traktor og bagved skuret en gammel Combine, men ellers ingen farm-redskaber, det synes jeg var maerkeligt, men I loebet af ugen fandt jeg ud af at naar man var faerdig med et redskab, plov, harve eller kultivator, saa lod man det staa I marken og kun koerte traktoren hjem.

Maj 9, min foedselsdag, fik vi 10 cm sne, det havde jeg aldrig oplevet foer. Fruen lavede en flot Foedselsdag kage med stearinlys og det hele og hele familien sang Happy Bithday. Det havde jeg heller ikke oplevet foer.

Det kneb med at vente paa den dag jeg skulle i marken med traktoren, ih, taenk sig at koere med en traktor som let kunne ploeje tre furer af een gang.

Det blev aldrig til noget. Traktoren var hans og han skulle nok selv koere den. Jeg fik et spand heste og en gammel gummi-vogn og saa ud I marken og samle sten. Farmeren tog taktoren og en kultivator og saa cultiverede han fyrre tdr land tolv tommer dybt og saa var der sten, Marken lignede en hoe mark fuld af maager. Hvide sten I tusindvis kom op I overfladen.

Jeg blev god til at samle sten og jeg havde et dejlig spaend heste, de vidste godt hvad jeg lavede og koerte selv frem naar den tid kom, jeg samlede sten ca tre meter udfra vognen paa begge sider og naar jeg var faerdig gik de frem uden at jeg sagde noget til dem.

Ikke nok med at jeg blev god til det men jeg kunne godt lide det. Jeg gik derude helt alene fra morgen til aften, kun mig og mine heste.

Men saa kom der en dag hvor himmelen var naesten helt sort ved middagstid. Jeg spiste min mellemad inde under vognen for det regnede lidt. En gang imellem saa jeg lyn og hoere et enkelt tordenskrald, jeg kunne godt maerke at hestene var lidt urolige saa jeg spaendte dem fra vognen og de stod der lisaa stille, og saa lige pludselig kom der et lyn og I samme oejeblik en tordenskrald, hesten stak af hjem, uden mig eller vogn og jeg kunne lugte noget braendt, lissom maling. Ikke en lyd mere, der var masser af lyn men ingen torden og der bagved mig stod en kultivator, alt maling var braendt af, den var allerhoejst fem meter fra vognen. Der gik knap en uge foer jeg kunne hoere noget igen, og det var egentlig morsomt for da jeg kom hjem til huset kom farmeren imod mig og alting tydede paa at han var vred, men det kunne jeg slet ikke hoere saa jeg taenkte maaske han har et andet sprog , et stille sprog.

Sommeren gik med at samle sten og grave kaelder under huset,. Samme vogn blev brugt og jeg havde en elevator som jeg skovlede jord i og den var trukket af en lille Benzin motor (uden lydpotte) naar saa vognen var fuld kom han med traktoren og trak den hen hvor vi kunne laesse den af igen, det tog knap en maaned i det hele.

I mellemtiden havde farmeren, ved hjaelp af naboer revet 2nden etage ned, braederne laa i en stor stak og vented paa at jeg skulle traekke some ud saa de kunne bruges igen. Det fik jeg aftenen til at gaa med, sommetider kom der et paa naboer og hjalp til.

Huset blev loeftet godt en meter ved hjaelp fra en “house-mover” (hus flytter) to store bjaelker og nogle maegtig store “jacks” eller hvad vi kalder dunkrafter, og derefter blev murene i kaelderen stoebt. Fjorten dage senere blev huset saa sat ned paa muren. Huset var nu halv etage ovenpaa, men loftet i den nederste etage var stadig tre meter fra gulv til loft. I koekkenet gjorde det knap saa meget men stuen var ikke ret stor og det var lissom at sidde i et telefon-skab

Tiden gaar hastig naar man har det sjovt, naesten tre maaneder er gaaet og det er som jeg er een af familien nu. Hver Loerdag aften koerte vi ind til byen hvor fruen koebte madvarer og manden gik og snakkede med alle de andre farmere. De unge gik hen paa cafeen hvor de drak Soda pop og spiste slik. Jeg var lidt nearrig saa jeg satte mig hen paa en baenk udenfor en Café.

Jeg husker den foerste Loerdag aften som det var i gaar. Boernene forklarede at hvis nogen kom og ville snakke med mig skulle jeg bare sige “Shut up” for det betoed at jeg kan ikke tale sproget.

Jeg sad der maaske ti minutter da en paen aeldre mand kom og satte sig ned ved siden af mig og begyndte en samtale. Helt stolt af at jeg kunne da lidt Engelsk, sagde jeg “Shut up” Han smilte og saa sagde han paa Norsk “Ja, jeg taenkte det nok, de Gunderson gutter har lidt sjov med dig”

Saa vi snakkede, ham Norsk og jeg Dansk og jeg fandt saa ud af at han var praest i den kirke hvor vi saa skulle i kirke hver Soendag. Den Norske Lutherske Kirke.

Det viste sig altsaa at de “Gunderson gutter” hjalp mig meget i at laere Engelsk. Vi begyndte med at laese hefter med Knold og Tot, Tarzan og mange andre. De hjalp mig med udtryk af alfabetet, hvordan man skulle udtale th som i those and them. Der gik mange timer med det og de blev aldrig traette af det.

Resten af sommeren gik med at hjaelpe andre, de som havde hjulpet ved husbyggeri.

Vi byggede ogsaa lidt paa Kirken, samt et par huse som blev bygget samtidig. Det var dejligt arbejde og snedkeren som var ansat til at styre det hele var et dejligt menneske.

Sommeren gik, nu var det efteraar og vi var i gang med hoesten. Det var helt anderledes som jeg havde taenkt mig. Vi maatte vaente paa kornet at blive toer nok til at taerske (combine). Sommetider kunne vaejret vaere godt til middagstid og saa kom der lige en skylle regn. Ingen combine den dag. Naeste dag kunne det saa blaese en rigtig toer vind og varme og vi kunne mejetaerske til langt ud paa natten. Jeg koerte med lastbilen og hentede kernene, koerte dem hjem til et kornhus og skovlede det hele af. Naar den saa var tom koerte jeg ud i marken igen for naeste lads. Der manglede noget, LYS, vi havde ingen lys paa hverken Combine eller lastbil og een aften koerte jeg vild i marken, jeg var helt sikker paa at jeg koerte mod Nord men det var ikke tilfaeldet. Lige paa en gang vidste jeg saa at jeg havde koert ind I noget. Det var en combine, lige nu kunne det have vaeret rart med et ordenlig torden skrald for de ord han brugte var langtfra paene.

Nu var sommeren og hoesten overstaaet. Combinen blev gjort i stand og alle korn huse var fyldt op, de seks maaneder var gaaet. Paa tide at jeg soeger andet arbejde.

1st November, naesten umuligt at finde arbejde for en hel vinter. Jeg var heldig i at der var en gammel Nordmand som manglede hjaelp med at faa noget braendsel hentet hjem fra skoven, savet i smaa klodser og kloevet til den rigtige stoerrelse for braendeovnen. Der kunne jeg saa faa en seng at sove i og alt det jeg kunne spise, ja hvad mere mangler man, jeg havde stadigvaek tre af de ti Dollar jeg fik med hjemmefra, og jeg havde min kuffert med det samme toej i som dengang, saa hvorfor ikke?

Det viste sig at vaere en dejlig vinter,jeg fik lov til at koere med hans traktor til at hente braendsel hjem, og hans bil naar vi Loerdag aften skulle I byen.

1st Januar blev det allerede lidt for droev. Der var ikke spor at lave og jeg blev doven, kunne maerke at “nej nu gaar den ikke laengere, jeg skal have noget arbejde og det kunne Olaus ogsaa godt forstaa saa han koerte mig og min kuffert til Edmonton og derfra koerte jeg paa “tommeltot” resten af godt 7-800 km hjem til Far og Mor.

Savmoellerne begyndte at save toemmer lige efter Juleferien, 6-7ende Januar, og min bror og jeg fik arbejde der resten af vinteren. Men det gemmes for naeste gang. Ha en god Jul

Vi sluttede det sidste med at klokken var midnat og gik i seng. Mr. Gurney Steeves, vores ny arbejdsgiver, tog Mor og to af de mindre med ind i huset, det gav et lille ryk i Far men det var nu godt nok for han havde fyret op og huset var dejlig varm og hans kone havde varm kakao og smaakager. Min Soester stod af rejsen og blev i Edmonton, boede ved en familie der som tjeneste-pige og det var som det skulle vaere. Vi derimod, Edvard, Far og jeg blev vist ind i et gammel skur, bygget som hoensehus, senere vaerksted med sengepladser til to og vi var tre. Midt i skuret stod et bord med Corn Flakes og varm maelk for morgenmad. Saa begyndte arbejdet i vores nye land. Svinehuset var blevet lidt forsoemmet i de sidste par maaneder saa der gik dagen med moeg-greb og trilleboer. Det var godt nok men ingen af os kunne tale eller forstaa Engelsk og Gurney Steeves havde den ide at hvis han bare raabte hoejt nok saa skulle vi nok forstaa det, hvorimod jeg har altid haft den ide at hvis nogen raaber naar de taler til mig saa er det slut med samtalen og jeg gaar vaek.
Den aften da vi sad i skuret og spiste vores aftensmad, kartofler og spejlaeg, sagde jeg til Far at det vil jeg ikke med til. “Hvad goer du saa,” sagde Far, “Ja der er ikke andet at goere som at rejse fra og gaa ned Sydpaa,” sagde jeg. “Hva med penge,” sagde Far, “hva goer du der.” “Jo,men vi fik da hver treds dollars med fra Danmark, det var alt vi kunne tage ud af landet dengang. “Ja den er god nok men vi mangler de penge her og du lovede at vi skulle slaa os sammen om det hele saa vi kunne faa begyndt med farm og alt tilhoerende. Du maa faa ti dollars men det er det hele og det kommer du ikke ret langt med.” Jeg er sikker paa at det var meningen at jeg skulle komme paa andre tanker og blive hvor jeg var.
Den aften gik jeg med kuffert i haanden, op til stationen hvor jeg ville koebe billet. Stationsforstanderen forklarede (via en lille roed bog Engels-Dansk) at toget ville vaere meget forsinket og at det kunne slet ikke betale sig at koebe billet i tilfaelde den slet ikke kom. Det var altsaa ogsaa bare noget som skulle holde mig tilbage, jeg saa godt nok at han slap udenfor for godt en tyve minutters tid, men taenkte ikke paa noget. Kl.halv tolv om aftenen kom Gurney Steeves, i hans store bil, og hentede mig.
Han var vred, helt roed i hovedet, han tog min kuffert i den ene haand, den anden i nakken paa mig og saa raabte han You stay here, (du bliver her) og det forstod jeg uden at see i den lille roede bog.
Naeste aften proevede jeg saa igen. Jeg vidste at toget gik ved tolvtiden (midnat) det havde jeg seet aftenen foer, saa jeg tog min lille kuffert og stak af igen, men denne gang ikke paa stationen, nej, jeg gik ned ad banen godt en km, maaske halvanden, og der sad jeg saa og ventede. Jeg vidste at det ville tage lang tid for toget at komme op i fart saa jeg kunne godt hoppe paa i farten.
Endelig kom toget, den holdt i Enilda (i timevis syntes jeg) men naa den kom og jeg samlede min kuffert op og stod bagved et lille grantrae for at vaere sikker paa at ingen saa mig. Det var et langt tog, masser af vogne og endelig kom der nogen med kreaturer paa, jeg smed kufferten op over siden og fik fat i et haandtag saa jeg kunne loefte mig selv op og ind i vognen. Der var tolv kreaturer i vognen, de havde godt to trediedele af vognen. Den sidste trediedel var spaerret af og fuld af halm baller. jeg graved mig ned i halmen og faldt i soevn. Naeste morgen rundt ved otte-halv ni tiden kom toget ind i hovedstaden Edmonton (Albertas Hovestad) og den (toget) gik meget, meget langsom.
“Kan ikke vide hvor laenge foer stationen,” taenkte jeg, “det kunne blive slemt hvis jeg blev opdaget“. Nu holdt den og jeg saa nogen af bane-arbejderne gaa frem og tilbage langs sporet, “ja nu maa jeg hellere komme af,” syntes jeg, og saa smed jeg kufferten ud og selv sprang jeg af kreaturvognen. Jeg boerstede alt halm og stoev af mit toej og gik resten af vejen til banegaarden. Jeg havde ikke taenkt paa at maaske der var langt endnu, men det fandt jeg ud af.
Da jeg endelig kom til banegaarden gik jeg hen til den foerste telefon og ringede til en mand min Far kendte fra Danmark, aar foer. Klokken var snart et eller Tretten nul nul hvis det skal vaere rigtig Dansk, og han forklarede saa at han kunne ikke hente mig foer ved sytten-tiden, “jamen jeg venter, det er dejlig varmt her og ingen hast.”
Ti minutter senere kom han alligevel i sin flotte bil og sagde at jeg kunne komme og hjaelpe ham med at laesse banevogne og maaske vi kunne blive faerdig lidt foer aften.
Vi var faerdige ved kaffetid og han koerte mig saa hjem hvor han boede, vi fik noget at spise og hjalp til med at vaske op og saa ind i stuen.
Jeg havde regnet med at skulle afsted den naeste dag, men nej, han begyndte at telefonere alle de han kendte og da det ikke gav noget resultat koerte vi over til Kirken hvor Praesten sagde “ja ja vi skal nok finde arbejde for ham, vent lige lidt.”
Han ringede saa til hans svigerfar i Camrose Alberta og i loebet af en time havde jeg fast arbejde for seks maaneder, paa en farm 120 km sydvest for Edmonton. Men hvordan kommer man 120 km naar man ingen koeretoej har. Det problem var loest i loebet af ti minutter, hans soen ville koere mig derhen og det skulle ikke koste mig noget.
Det er saa enden af dag nummer to, jeg er godt syv hundred km hjemmefra, kan ikke tale sproget, og har stadig mine ti dollar i lommen.