Alt har en begyndelse, saa det er der vi begynder
I December maaned 1952, en Soendag eftermiddag kom min aeldste bror, paa cykel, over til Blaakilde ungdoms-skole paa beoeg, jeg syntes nok det var lidt maerkeligt for der var langt hjemmefra, men han var welkommen og jeg viste ham rundt paa skolen, spise-salen og udenfor havde vi en lille soe med svaner i, og det var her han endelig lukkede op for det han havde paa hjerte. Han begyndte “ Jeg er kommet I tanke om at udvandre til Canada, har du lyst til det?” det havde jeg aldrig skaenket en tanke foer nu saa jeg fik lisom en klump I halsen. Jeg vidste helt sikkert at jeg ikke kunne undvaere min bror, men paa den anden side seet, jeg kunne ikke taenke mig at undvaere mine foraaeldre og soeskende.
Edvard sagde, “Jeg er nu helt sikker paa at hvis du siger du vil med saa vil Far og Mor ogsaa gaa med til det.”
Dagen gik, vi fik aftensmad paa Blaakilde, Edvard cyclede tillage til Knudsboel, jeg gik i seng men det var nu spildt tid for jeg sovede slet ikke den nat. Mandag aften ringede min bror og sagde at han havde snakket med Far og Mor og de vilde godt med, men vi skulle love at hvis de ville hjem til Danmark i loebet af et par aar saa ville vi ikke staa i vejen for det.
Saadan gik det saa. Resten af vinteren gik med at faa papirene i orden.
Den sidste aften paa Blaakilde blev fejret og eleverne havde sat en sang sammen for min afrejse til melodien “Fyrre aar frem” Far og Mor var der og klokken elleve om aftenen koerte vi saa hjem til Knudsboel, hvor naeste dag vi skulle afsted til Canada. Far havde solgt bilen begrundet han maatte bruge den til at koere familien til Kolding Banegaard. Mor sad I bag I bilen og jeg husker hun gav lisom et lille gisp I sig da vi koerte ud af gaardspladsen men ellers var der ikke noget snak hele vejen til Kolding.
Der var ret mange som kom for at sige farvel, ja det var egentlig roerende, Mor kunne heller ikke holde taarene tillage men Far klemte hende og sagde at det er jo kun for to aar lille Mor.
Saa gik det med tog til Koebenhavn men jeg husker ikke hvordan vi kom til Norge. Den naeste dag rejste vi til Bergen hvor Stavangerfjord laa paa anker. Nej hvor var det stort. Vi gik op ad mange trapper for at komme ind paa daekket og hen til raelingen hvor vi kunne see alle de mennesker som stod og vinkede. Nogen af dem havde “Ribbons” jeg husker ikke hvad I kalder ribbons. Fra skibet smed de saa de ribbons ned og haabede at famlile-medlemmer fik fat I dem der nede.
De stod der I timevis. Der var ingen grund til at snakke med hinanden for de kunne ikke raabe hoejt nok til at nogen kunne forstaa det.
Sent den aften begyndte saa turen til soes. Det varede nu ikke ret lange, vi kom kun tre-fire timer ud paa vandet saa gik der en propeller og vi maatte liste tillage til Bergen. Foerst naeste aften kom vi saa for alvor afsted.
Ja det var en maegtig stor baad, men da vi saa kom saa langt fra land og vidste slet ikke om der var land mere, ja saa begyndte det at gaa op og ned. Heldigvis blev min bror og jeg ikke soesyge men der var mange der gjorde. Saa husker jeg lige en historie om en mand som stod ved raelingen sammen med en hel masse andre, han var aabenbart soesyg og kastede op ud over siden af skibet. Der kom en Praest hen til ham, klappede ham paa skulderen og siger til ham “Saa du har en daarlig mave, hva” “Ja daarlig, daarlig? det ved jeg da ikke, jeg kaster det da lisaa langt som de andre.”
Jeg husker ikke noejaktig hvor lang tid det tog fra Norge, det var vist nok elleve dage og saa var vi i Halifax, Nova Scotia.
De naeste seks dage gik saa med tog, gammel tog. Det var damp-lokomotiv og personvognene var nogle vaerre skure med en stor kakkelown i hver vogn, den stod saa i den ene ende af vognen, naesten roedglovn, og i den anden ende af vognen var der is-tapper I udgangs-doeren.
Det gik longsome men naturen var flot. Store byer i Ontario, Store bjerge i Montreal og lange straekninger gennem skov og tundra. Der var tider hvor man slet ikke kunne se noget paa grund af det sorte roeg fra lokomotivet.
Laengere Vestpaa var det mere og mere fattig udseende. Man saa et gammelt hus med Television antenna og en ny bil i gaardspladsen, men ingen udbygninger. Jo laengere Vest vi kom, Jo mere bleg blev Far. Ja, sagde han, “Ja, a ka e vie vodan de goer, men naa vi ka jo aalti go jem igjen”
Endelig kom vi til Edmonton, hovestaden af Alberta. Vi blev der natten over, men saa maatte vi igen paa tog resten af vejen. Godt fire-hundred og halvtreds km laengere Nordpaa. Og hvis vi troede at de vogne paa turen fra Halifax til Edmonton var daarlige, De var slet ikke noget lignende det vi koerte med nu. Damplokomotiv, ja den var naesten den samme, vognene var noget helt andet. Kakkelovnen var der, men ingen braendsel. To af rudenrne var slaaet I stykker. Nogen af passagseerne var fulde og toilet rummet var afspaerret og med al det oel nogen af dem kunne ikke vente saa de stod lige bag ved kakkelovnen.
Mor sad og graed, Far sagde “ ja de ka no eh blyv vaerre” og det beviste sig ogsaa. Klokken var tolv om natten da vi endelig kom til Enilda hvor vi skulle arbejde.