Jeg proevede lidt af hvert efterhaanden. Landbrug var nu ikke noget som havde stor interesse for mig.
Jeg rejste Sydpaa den naeste foraar og fik arbejde paa en maelkefarm (dairy farm) og skulle passe 24 malkekoeer. Op klokken seks hver morgen og ud I stalden og goere rent og ny stroeelse foer vi begyndte at malke. Gaardejeren var et ualmindelig dejlig menneske, ja hans kone var osse rar. Man fik den forenmmelse at hvis man lavede noget forkert, ja saa var der masser af tid til at goere det om igen.
Jeg arbejdede der I tolv maaneder saa ville min faetter gerne proeve det og samtidig havde jeg den ide at der maa vaere en anden slags arbejde, lidt mere interesant. Jeg vidste helt sikker jeg kunne ikke regne med at faa bedre husly og job som her, men nu var det min faetters tur saa jeg sagde farvel til Chris og Minne og rejste ud paa praerien hvor der dyrkes hvede, byg , raps og hoer.
Ejeren var meget flink men man kunne godt foele at det ville vaere best hvis jeg holdt mig til mig selv.
Maskineri blev passet ude I gaarden. Hvis der var lidt skrammer saa bare se at faa det malet. Hvis noget var braekket eller taet paa saa faa det gjort ren og svejset og malet selvfoelgelig.
Han viste mig hvordan man skulle svejse, hvad hvad man skulle bruge og hvordan det skulle se ud naar man var faerdig.
Da kom der en dag hvor han var koert I byen, jeg var alene hjemme og der var en stang paa cultivator som braekkede, ja, men jeg vidste hvordan man svejser saa det er ingen problem. Verner havde fortalt mig at ALDRIG, ALDRIG maa man svejse uden hjelm med sort glas. Den kunne jeg ikke lige finde, og hvad med det, det var jo kun et lille stykke svejsening saa jeg proever uden hjelm. Det gik godt, det blev svejset og det saa godt ud, maling maatte vente til aften for det saa ud til regn og marken skulle vaere faerdig den dag.
Godt en times tid senere begyndte det at svie I oejnene, naemest som de var fuld af sand. Det blev vaerre med tiden og det var som det blev moerk I vejret og kuloeren paa traktoren passed heller ikke mere.
Jeg blev ikke faerdig men maatte koere hjem med traktor og kultivator, og jeg kunne ikke se godt nok til at koere saa jeg lod traktoren staa og ville gaa resten af vejen hjem. Men nu var det fuldstaendig moerkt og jeg kunne ikke huske hvor “hjem” var.
Endelig kom Verner hjem og “fandt” mig. Jeg var paa vej over til naboen og gik med haenderne saa langt ude foran for ikke at kile ind I noget, maskineri, bygning eller hegn.
Verner saa mine oejne og det foerste han sagde var “har du vaeret ved at svejse uden hjelm?” Ja det havde jeg, “Jamen det har jeg sagt hundred ad gange at det maa man ikke” sagde Verner. Nu skal vi med det samme ind til byen og ha fat I en Doktor.
Doktoren var langt fra sikker paa at jeg nogensinde ville komme til at se igen, han gav mig noget som Verner skulle dryppe I oejet hver fire timer og det sved saa jeg kunne naesten ikke lade vaere at hyle.
De naeste fire dage (og natter)saa det sort ud. Verner havde en lommelygte som han skulle lyse I oejnene med og hvis jeg kunne se, selv det mindste, lys saa skulle vi komme til Doktors igen for saa var der noget andet medicin for oejnene. Fjerde dag saa jeg lidt, meget lidt, lys, fik andet medicin og en uge efter var jeg naesten saa god som ny.
Vi havde en god hoest og vi fik markene gjort rede for naeste foraar og saa var jeg arbejdsloes igen.
Saa kom jeg I tanke om at tage et kursus paa Bibelskolen I Camrose, det ville saa vare til foraar og man kunne finde arbejde igen.
Det gik godt nok, det var en dejlig atmosphere paa Bibelskolen, Unge mennesker, min alder og ja det var godt og tiden gik alt for hurting, foraaret kom og med den, mangel paa frisk luft og penge, ja penge, hvis ikke det var for penge saa kunne man gaa og hygge sig altid.
Jeg fandt osse et job, men det vil jeg nu ikke bruge tid paa at fortaelle, for han var en kaeltring fra begyndelsen. Jeg blev fyret den foerste maaned jeg var der, fordi jeg ikke ville gaa med til noget af det han ville. Det rimelige ville vaere at han skulle give mig mindst en uges tid til at soege andet job, men I stedet for ringede han til politiet for at fjerne mig. Jeg sad I politi-bilen og var helt daarlig tilpas men saa sagde Politimanden at det skulle jeg slet ikke bekymre mig om for det havde skeet paa denne farm mange gange foer. Hvorfor ingenting kunne goeres ved jeg ikke, men nu var det lidt sent at faa arbejde paa en farm, de fleste farmere var allerede faerdig med foraarsarbejdet.
Min Far manglede lidt hjaelp paa farmen derhjemme og jeg havde tid til det saa jeg gik hjem for et par maaneder. Det viste sig saa at jeg blev der til efteraar.
Vi faellede traeer til braeder, han ville bygge hus og udhuse og toemmer var nemt nok at koebe men min Far var ikke af de rige mere, han proevede at goere alt saa billigt som muligt.
Vi koebte en kaedesav og det var tidsbesparing. Traeerne blev faeldet og savet I laengte og saa ved hjaelp af traktor, flyttet hen til savmoellen.
Saa kom der en dag hvor kaedesaven ville slet ikke noget. vi proevede alt men ikke paa vilkaar, ingen udvej, vi maatte ind til byen og faa den repareret. Naeste dag i byen igen for at hente den. Vi maatte hen til pengekassen og betale regningen, en ung pige stod der og smilte imens Far skrev chekken for regningen
Da vi kom udenfor sprang jeg op bag i trukken og Far loeftede kaedesaven op til mig, jeg smed en presenning over den og sprang ned ved siden af Far. "Lagde du maerke til den pige som stod for kassen" spurgte jeg, "Hvorfor det " sagde Far. "Hun bliver din svigerdatter med tiden, naar jeg faar arbejde igen saa vil jeg giftes med hende." "Aa Pjat" sagde Far "du kender hende jo slet ikke"
Det naeste halvandet aar gik ret godt jeg havde altid arbejde, men jeg var stadigvaek ikke helt godt tilpas, det var altid det samme og jeg ville gerne proeve noget andet.
Saa fik jeg arbejde i en slagterbutik, Loennen var daarlig men jeg var kun ti km hjemmefra saa jeg kunne faa husly og foede for rimelige penge og samtidig hjaelpe Far og Mor.
En dag kom jeg saa i tanke om at besoege den butik hvor vi havde kaedesaven repareret, for lige at se om min Far's "svigerdatter" var der endnu. Det var hun, jeg koebte en stang chokolade og hun gav mig et paent smil og mit hjerte, ja nok om det. Et par uger senere fik jeg Ja til en Date. Vi gik sammen i et helt aar foer jeg havde raad til en forlovelses ring, men den aften koerte vi saa ud til Far og Mor og praesenterede min forlovede. Aaret efter I juli maaned blev vi gift, det er halvtreds aar siden og hun har stadig det yndige smil.
Nu er det vist osse godt for denne gang. I skal bare sige til naar i er traette af at laese.
Kaerlig hilsen til jer alle
Fra Florence og Peder Damgaard
